F.f.I. gæster hjemmestærke HI
Der venter F.f.I.-mandskabet et sandt top- og lokalbrag, når det lørdag eftermiddag gælder et stærkt HI-mandskab på udebane. De rødklædte værter er nemlig i særdeles god form i egen hule, mens frederikshavnerne jagter den femte sejr i træk.
Af: Martin "Olic" Pedersen // Foto: Anette Gasberg
Sidste weekends 4-2-sejr på hjemmebane mod Gundersted markerede F.f.I.’s fjerde sejr i træk. Tre vigtige point, hvor indsatsen velsagtens kan rangeres i udtrykket ’skidt og kanel’ (i omvendt rækkefølge). Første halvleg var reelt set noget af det bedste, som de rød/sorte har leveret, og man sad da også med en følelse af, at 4-1-føringen ved pausen ikke helt var rammende. Efter pausen kørte man sejren i land på ren og skær cruisecontrol mod et gæstende mandskab, som løftede niveauet i anden halvleg.
Til lørdagens lokalbrag er der så absolut ikke råd til at hvile på laurbærrene i en halvlegs tid. F.f.I. skal op mod et HI-mandskab, som lader til at finde sig bedst tilrette i egen hule. Kenneth Kjærsgaards rødklædte tropper har efter fire hjemmekampe maksimumpoint, og dermed er 12 ud af 14 point hentet i egen hule.
Der er derfor ingen tvivl om, at der venter ”Ålens” tropper en vanskelig udekamp, men vi har dog set tegninger til, at når F.f.I. leverer på højt niveau - eksempelvis i udekampen mod Gug - at man kan være stor mundfuld for alle mandskaber. I netop Gug-opgøret spillede frederikshavner-drengene med stor kløgt og arbejdede hårdt for hinanden i samtlige 90 minutter. Kan vi videreføre første halvleg mod Gundersted og krydre det med en lige så målrettet indsats over hele kampen denne gang, så er det absolut ikke urealistisk, at vi står med den femte sejr i træk tidligt lørdag aften.
Nøgleordet for denne optakt må være at holde kadencen. Det var netop også temaet i den første kamp mellem F.f.I. og HI på Empire Stadium. Værterne sad ganske tungt på spillet før pausen, mens hjørringenserne overtog spillet efter pausen. Opgøret endte denne augustaften 2-2 takket være to sene scoringer til begge mandskaber.
Vi glæder os til lørdagens vitale topbrag på Landlyst, og vi håber naturligvis på talstærk opbakning. Der er dog corona-reglementet at tage højde for:
Vi har modtaget besked fra HI om, at alle tilskuere SKAL have sin egen stol med, således at man kan sidde på terrassen på Landlyst.
Vi henviser desuden til de generelle corona-regler, samt F.f.I. Fodbolds retningslinjer angående COVID-19. Dem kan man læse mere om i forbindelse med Facebook-begivenheden til lørdagens kamp.
Jyllandsserien - 10. spillerunde
Hjørring IF - F.f.I.
Lørdag 3. oktober kl. 16:00
Hjørring IF’s Anlæg
Dommertrio: Michael Karstenskov - Nynne Kristensen og Michael Kristensen