Træningskampe på en alternativ facon
Denne weekend påbegynder F.f.I. Fodbolds seniorafdeling træningskampene med en vis forsinkelse. COVID-19 præger dog formatet for afviklingen, men kampe skal der endelig spilles efter 14 dages ”reel” opstart.
Af: Martin "Olic" Pedersen // Arkivfoto: Anette Gasberg
F.f.I.’s herreseniorafdeling indledte træningen i starten af februar, hvor der ellers kun måtte trænes i de samme grupper a’ fem mand, inden det 1. marts blev tilladt at være forsamlet 25 mand til udendørsaktiviteter.
Det gør, at der nu er blevet åbnet for træningskampe, og forskellige formater har været oppe at vende, herunder 9-mandsfodbold.
For JS-herrerne, der spiller sin første træningskamp lørdag mod JS-puljekollegaerne fra Aalborg Chang, bliver der som udgangspunkt spillet 11-mandsfodbold, men skader kan påvirke det oprindelige scenarie, da begge holds trænere blot må udtage en trup på 11 spillere, netop for at få det samlede antal til at gå op.
Det er aftalt indbyrdes med lørdagens gæster, at kampen afvikles 11 vs. 11, og skulle det ske, at en spiller bliver skadet, bliver kampen afviklet 10 vs. 10.
Der spilles 3x 25 minutter med en indlagt fem minutters pause mellem ’perioderne’.
Alternativt? Ja, uden tvivl, men hvor er det dog skønt at være i gang igen.
Lørdagens opgør mellem F.f.I. og Aalborg Chang spilles på kunstgræsbanen i Bangsbo med kampstart klokken 13:20.
Øvrige træningskampe i seniorregi (lørdag-søndag 13.-14. marts)
Lørdag:
Hjørring AIK Frem (ll) - Serie 4 - kl. 14:00 – Fremparken
Serie 3 - Tårs/Ugilt IF - kl. 14:00 – Park Empire (Fodboldvej)
JS-kvinder - B52/Aalborg - kl. 15:45 – Park Empire (Fodboldvej)
Søndag:
Serie 2 - Hirtshals B - kl. 14:50 – Kunstgræsbanen Bangsbo Freja
INGEN TILSKUERE TIL KAMPENE
Det er jf. DBU Jyllands retningslinjer ikke tilladt at overvære kampene som tilskuer. Det er KUN tilladt for de 11 spillere pr. hold, én træner for hvert hold samt en dommer at befinde sig ved baneområdet.
Det er heller ikke tilladt at opholde sig som tilskuer, selvom man ellers holder den fornødne afstand til baneområdet.
(Kilde: DBU Bredde)