Playoff-gyser i vente mod Gug
F.f.I.-mandskabet skal ud i noget af en gyser, når det lørdag eftermiddag gælder en playoff-kamp om at undgå nedrykning til Jyllandsserien 2. For modstanderne fra Gug Boldklub er det omvendte på spil, da Gug-sejr gør, at gæsterne ’overtager’ vores plads i JS1.
Af: Martin ”Olic” Pedersen // Arkivfoto: Morten Severinsen
Det kan ikke undgå at blive ’interessant’, når man skal ud i sådanne kampe. I særdeleshed, når det ene hold kæmper for at undgå nedrykning og modstanderen kæmper for at opnå oprykningen. Det er et specielt element, og selvom F.f.I.’s førstehold ikke tidligere har været i denne type playoff-formater, har vi været ude i lignende kampe - b.l.a. for to år siden mod Tjørring IF.
Gæsterne fra Gug kommer ind til opgøret på baggrund af et forår, der har budt på hele 34 point i Jyllandsserien 2, hvilket var samme pointantal som Hobro IK, som via en tæt indbyrdes afgørelse tog førstepladsen.
Kasper Stillers tropper er utvivlsomt et stærkt mandskab, og holdet er i løbet af de seneste sæsoner blevet forstærket kraftigt. Herunder af flere spillere stor erfaring fra divisionsfodbold i Jammerbugt FC. Som vi ved fra tidligere kampe, råder gæsterne ligeledes over en række dygtige unge spillere.
Sidste forår var Gug ude i et lignende scenarie. Her tabte man playoff-kampen med 2-1 til Aalborg Chang, der ligesom os havde JS1-status.
Der er ingen tvivl om, at F.f.I. kommer på noget af en opgave i lørdagens opgør. I skribentens optik ville Gug være ét af de bedste mandskaber i Jyllandsserien 1, når man ser på den kvalitet, de råder over.
Vi kommer dog ind til opgøret med et fornuftigt rygstød på baggrund af de sidste 4-5 kampe -fraregnet udekampen mod Randers Freja. Der har været mange fornuftige momenter undervejs, men der skal i den grad sættes 90 gode minutter sammen denne lørdag. Måske endda mere, hvis det står helt lige efter ordinær spilletid.
Playoffkamp til JS1/JS2
F.f.I. - Gug B
Lørdag 25. juni kl. 14:00
Empire Stadium
Dommertrio: Michael Kristensen - Tommy Toft Kristensen og Steffen Madsen