Kom så med den sejr, tak!
Vi har efterhånden sagt det en del gange, men nu skal det være. Der skal ganske enkelt tre point på kontoen, når stærke Aalborg Freja gæster DRINX ARENA lørdag eftermiddag. F.f.I.´erne skal nu sætte 90 gode minutter sammen.
Af: Martin ”Olic” Pedersen // Arkivfoto: Morten Severinsen
Onsdagens nederlag mod HI var godt og grundigt tungt. Det var det primært fordi, at der var milevid forskel på præstationen fra den ene halvleg til den anden. Før pausen leverede vi flere gode offensive momenter, mens der var ret langt mellem snapsene i 2. halvleg. Det er vist nok den pæne måde at sige tingene på...
Det var hamrende ærgerligt, at vi ikke var i stand til at følge op på en udmærket præstation i de første 45 minutter. Joachim Buchholtz var manden bag to flotte angribermål før pausen, så noget positivt er der trods alt at tage med til hjemmekampen mod Aalborg Freja.
Denne weekends gæster er utvivlsomt et dygtigt mandskab, hvilket vi ved selvsyn kunne konstatere, da vi Skærtorsdag tabte 0-3 på kunstgræsset i Aalborgs Vestby, og det var særligt fysiske styrke på dødbolde, der gjorde ondt på os. Casper Nielsens tropper fik en forrygende start på foråret, men har ikke vundet siden mødet mod netop os. Siden påskeopgøret er det blevet til tre uafgjorte og to nederlag, men det skal vi nu ikke lade os narre af.
Med en forbedret offensiv, har defensiven desværre ikke helt leveret på samme høje niveau i de sidste par runder. Vi skal trods alt hæfte os ved, at vi har holdt tre clean sheets i forårssæsonen, hvilket ikke nødvendigvis har været en selvfølge i de seneste par sæsoner.
Kom så, gutter. Det er nu, det gælder!
Jyllandsserien 2 - 10. spillerunde
F.f.I. - Aalborg Freja
Lørdag 20. maj kl. 13:00
DRINX ARENA (Frederikshavn)
Dommertrio: Christian Christiansen - Kasper Søndergaard Sørensen og Andreas Eli Johansen