Statistisk fokus: F.f.I. - Aalborg Chang
Lørdag venter en hjemmekamp mod Aalborg Chang, og dermed er vi klar med de statistiske vinkler på opgøret mod de zebrastribede, som vi i den grad har et godt kendskab til.
Af: Henrik Andersen // Foto: Morten Severinsen
Vi er klar med de statistiske vinkler på weekendens kamp, hvor Aalborg Chang gæster Empire Stadium. Hvordan har det egentlig set ud for os, når vi har spillet den 1. oktober? Det - og meget mere - får du blandt andet svaret på her. Denne artikel bliver ligeledes publiceret i kampprogrammet til weekendens kamp.
Vidste du at...?
- F.f.I. 12 gange tidligere har spillet turneringskamp på datoen den 1. oktober, og i halvdelen af kampene har vi trukket det længste strå, mens det er blevet til tre uafgjorte og tre nederlag.
- F.f.I. kun har spillet én enkelt af de 12 kampe den 1. oktober på udebane. Det skete mod Aalborg Freja i 1967, hvor F.f.I. reddede sig et enkelt point (1-1) i kampens næstsidste minut efter et ålborgensisk selvmål!
- Så sent som sidste år var F.f.I. også i aktion den 1. oktober, hvor Michael Fjordbak blev matchvinder med kampens enlige scoring i det det meget vigtige lokalopgør mod IF Skjold Sæby på kunstgræsbanen i Bangsbo.
- F.f.I. og Aalborg Chang har et særdeles stort og langt kendskab til hinanden, idet Aalborg Chang er den klub, vi har mødt flest gange igennem historien - nemlig 57 (tæt forfulgt af Viborg FF med 56). Dertil kommer, at F.f.I. har mødt Aalborg Changs andethold 12 gange i turneringssammenhæng.
- Udover at have mødt hinanden mange gange, så har kampene også været tætte, idet begge hold har vundet 23 gange og delt i porten ved flere lejligheder.
- F.f.I. og Aalborg Chang var ”naturligvis” og i samme pulje i foråret, og traditionen tro vandt begge én gang. Aalborg Chang sejrede sikkert 3-0 hjemme på Provstejorden, mens Kasper Sørensen med kampens eneste scoring på Empire Stadium sikrede F.f.I. tre meget værdifulde point i bestræbelserne på at sikre endnu en sæson i Jyllandsserien 1.