Christian Aabech er ny træner for Serie 3-holdet
F.f.I. Fodbolds STU-udvalg kan præsentere en ny træner til Serie 3-holdet. Det bliver Christian Aabech, der bliver ny mand i spidsen for klubbens tredjehold.
Af: Martin "Olic" Pedersen // Arkivfoto: Anette Gasberg
Det er med stor glæde, at F.f.I. Fodbold kan præsentere 37-årige Christian Aabech som ny cheftræner for vores Serie 3-hold.
Alderen til trods har Christian stor erfaring i trænerfaget, idet han allerede i tiden som ungdomsspiller har været U13-træner i Ulsted B, mens han sidenhen blev U19-træner i Aabybro. Desuden har Christian Aabech været spillende assistenttræner for AaB’s Serie 1-mandskab, som F.f.I.’s førstehold har mødt for år tilbage. Sidst men ikke mindst har også Hobro IK haft glæde af Christian som træner.
F.f.I. Fodbolds nye Serie 3-træner har også været aktiv på grønsværen, hvor han har tørnet ud for både VHG/GS og Harken UGF, som vores andethold gennem årene har haft flere medrivende kampe imod. Erfaringen som træner og spiller har været et vigtigt parameter i at skulle finde den nye trænerkandidat, og det mener STU-udvalget er lykkedes:
”Vi mener, at Christian Aabech har hele pakken i form af sit tidligere virke som spiller, samt erfaring som træner,” udtaler holdets tidligere træner Peter Jørgensen, som fremadrettet helliger sig arbejdet i F.f.I. Fodbolds STU-udvalg. Jørgensen fortsætter:
”Christian blev præsenteret for de øvrige seniortrænere mandag aften, og han glæder sig meget til at komme i gang i F.f.I.,” slutter Peter Jørgensen.
Christian Aabech er tilflytter til Frederikshavn, hvor han bor med sin kæreste Kristina og hendes børn. Til daglig er han selvstændig cykelsmed.
Velkommen til F.f.I. Fodbold, Christian. Tag godt imod vores nye seniortræner!