Der venter en vanskelig opgave på kunstgræsset i Gug
Efter søndagens 1-1’er i Holstebro venter der onsdag aften endnu en svær udekamp, når det gælder et COVID-19-udsat opgør mod Gug. I en tæt topstrid - og med blot fire kampe igen - vil tre point naturligvis lune.
Af: Martin ”Olic” Pedersen // Foto: Morten Severinsen
Der blev arbejdet godt for tingene, da F.f.I. senest var i aktion i Holstebro, hvilket i sidste ende kastede et enkelt point af sig dybt inde i overtiden. Spillemæssigt kan tingene utvivlsomt forbedres, men ikke desto mindre fortjener gutterne ros for den moral, der blev vist imod et i øvrigt stærkt besat vestjysk hjemmehold.
Det spillemæssige udtryk skal naturligvis hæves, hvis vi skal rejse hjem fra onsdagens tur til 9210. Nok har de blå- og rødklædte værter ikke haft det bedste forår, men det skal F.f.I.’s 14 udvalgte på ingen måde lade sig narre af.
Vi ved, at hvis der ikke bliver leveret en stærk indsats, så bliver det en yderst svær opgave mod Kasper Stillers tropper, som tilmed har spillet sine hjemmekampe på kunstgræs, hvilket også er tilfældet onsdag aften. Gug er et yderst boldsikkert mandskab, hvor særligt den centrale midtbane er teknisk dygtige.
Ganske vist tabte F.f.I. sidste efterårs første møde mod Gug på hjemmebane, men tog så revanche i september, hvor det blev til en 2-0-sejr efter en glimrende F.f.I.-indsats. Det blev startskuddet til en solid sejrsrække i den resterende del af efteråret, hvilket vi naturligvis håber gentager sig her trekvart år senere.
Reelt set kan begge mandskaber kun bruge tre point denne juni, hvor Gug kan få kontakt med toppen i kølvandet på en række nederlag, mens en sejr til F.f.I. vil lune gevaldigt i toppen af rækken.
Det plejer at være nogle forrygende og tætte indbyrdes opgør, når de to mandskaber tørner sammen. Det forventes der også denne gang, hvor begge hold har en hel del på spil.
Jyllandsserien 1 - 9. spillerunde
Gug B - F.f.I.
Onsdag 2. juni kl. 19:00
Kunstgræsbane Gug Boldklub
Dommertrio: Michael Kristensen - Max Kristensen og Lars Østergaard Poulsen