F.f.I. satte trumf på i slutfasen - Vejgaard nedlagt 4-0
Selvom det blev til et hattrick til kaptajn Kasper Sørensen, så var det Jeppe Birklykkes præstation, som sprang i øjnene, idet han på flotteste vis vikarierede på venstre back. Ellers var det generelt en stabil indsats, hvor der dog var flest plusser i bogen efter første halvleg.
Af: Martin "Olic" Pedersen // Arkivfoto: Anette Gasberg
Man fornærmer vel næppe modstanderen ved at sige, at 2-0-føringen ved pausetid reelt set burde være noget større. Der blev skabt rigeligt med chancer, hvor særligt standardsituationer og indlæg skabte problemer for Vejgaard. Gæsterne slap velsagtens ganske nådigt.
Værterne lagde godt fra land på den fine bane på Fodboldvej, hvor det faktisk lykkedes F.f.I. at diske op med nogle gode kombinationer. Det var også via denne opskrift, at de rød/sorte tog føringen allerede efter fem minutters spil. Adskillige gange viste Jeppe Birklykke, at han er en dygtig, offensiv back. Det var da også den vanlige kantspiller, som via fikse kombinationer med Claus Christiansen, fandt topscorer Kasper Sørensen. Sikker scoring af kaptajnen og 1-0.
”Ålens” udvalgte havde rigeligt med store muligheder i en velspillet første halvleg. Kasper Sørensen, Michael Fjordbak og Daniel Overlade havde alle kvalificerede tilbud, mens også midtbanedynamoen Frederik Guldager var yderst tæt på, da hans glimrende hovedstød blev pareret op på overliggeren af Vejgaards-keeper, som generelt havde en god dag.
Midt mellem de store chancer, så fik F.f.I. udbygget føringen. Nicolas Strauss fandt Daniel Overlade, som tog et træk i højre side. Uden så mange dikkedarer smed Overlade bolden over i det lange hjørne. Fortjent føring på 2-0 - meget endda.
Moderat tempo i anden halvleg, men fin afslutning
Anden halvleg nåede aldrig det helt samme niveau som i de første 45 minutter, men uagtet at niveauet dalede, så virkede det trods alt som om, at man var i kontrol. Troels Aaen i målet havde generelt ikke nogen travl eftermiddag, og han blev velsagtens ikke testet i synderlig grad.
Tobias Wiis og indskiftede Frederik Torp havde begge et par optræk til chancerne, men desværre for begges tilfælde manglede afslutningerne den fornødne kvalitet. Det skulle dog vise sig, at der blev skruet på knapperne, hvad angår forsøgene.
I den absolutte slutfase slog kaptajn Kasper Sørensen til to gange, således at han kunne notere sig sit tredje hattrick i indeværende sæson - det andet i øvrigt mod Vejgaard i efteråret. I første omgang udnyttede han en for kort tilbageaflevering til keeper, mens ”Kalle” ved 4-0-målet udnyttede Thor Kobberups fine forarbejde.
Dermed sluttede opgøret med en stensikker 4-0-sejr. Der var faktisk meget at glæde sig over, herunder debuten til blot 16-årige Malthe Neimann Larsen, som fik det sidste kvarter. Malthe er en yderst talentfuld spiller, som kan se frem til mange flere førsteholdskampe fremadrettet. F.f.I. Fodbold ønsker Malthe et stort tillykke med debuten i den rød/sorte trøje!
Næste opgave for de sejrsvante F.f.I.’ere er søndag 25. oktober, hvor det gælder en vaskeægte topkamp på udebane mod AaB. Der er kickoff på AaB’ernes kunstgræs klokken 14:00.
Efter kampen fangede F.f.I. Fodbold TV, cheftræner Peter Enevoldsen, som navnlig var tilfreds med de første 45 minutter. Derudover blev der også uddelt ros til spillerne i truppen, ligesom ”Ålen” glædede sig over Malthe Neimanns debut. Se indslaget fra vores YouTube-konto HER.
Kampinfo: F.f.I. - Vejgaard B (ll) 4-0 (2-0)
Mål: 1-0 Kasper Sørensen (5.), 2-0 Daniel Overlade (31.), 3-0, 4-0 Kasper Sørensen (89., 90.+1)
10 minutters udvisninger: Ingen
Udvisninger: Ingen
Holdopstilling - F.f.I. (4-4-1-1): Troels Aaen - Nicolas Strauss (75: Malthe Neimann - debutant), Mikkel Tolstrup, Michael Fjordbak, Jeppe Birklykke - Tobias Wiis, Frederik Guldager, Claus Christiansen, Mads Møller (64: Thor Kobberup) - Daniel Overlade (61: Frederik Torp) - Kasper Sørensen (c)
Tilskuere: 140
Dommertrio: Steffen Møller Barchow - Christian Christiansen og Torben Clausen
Kampens Spiller: Jeppe Birklykke med 17 stemmer