Massiv skuffelse i Hjørring
F.f.I. førte 2-0 ved pausen i lørdagens udekamp på kunstgræsset i Hjørring, men værterne slog til tre gange i anden halvleg og comebacksejrede med 3-2. Det var frederikshavnernes første nederlag i ti kampe, hvis man tager efterårssæsonen med i købet.
Af: Martin "Olic" Pedersen // Arkivfoto: Morten Severinsen
Det var HI, som skabte opgørets første store mulighed, da de rødklædte kom til en god mulighed i F.f.I.’s venstre side efter knap ti minutters spil, men Troels Aaen i målet var årvågen og diskede op med af flere gode redninger opgøret igennem.
Som så ofte var det standardsituationerne, der skulle få gang i de store muligheder hos gæsterne, og det var også et hjørnespark fra Mathias Dyg, som gav F.f.I. den første store chance, hvor HI fik reddet på stregen. Det efterfølgende hjørnespark førte til, at Michael Fjordbak på bagerste stang kunne heade F.f.I. foran 1-0 godt midtvejs i første halvleg. Flot headet ind af Fjordbak, i øvrigt.
Knap ti minutter før pausefløjt får HI et gult kort, og mod slutningen af halvlegen får Peter Enevoldsens tropper da også fordoblet føringen. Et fint angreb blev afsluttet med en lidt tilfældig bold ind til Kasper Sørensen, som viser sit instinkt inde foran kassen. En skøn 2-0-føring at gå til pause med, selvom også HI ad et par omgange viste tænder.
Sent comeback af HI
Kasper Sørensen havde i starten af anden halvleg en stor chance for at gøre det til 3-0, men desværre blev kaptajnens forsøg blokeret af HI-defensiven. F.f.I. blev ramt af et gult kort til Mathias Dyg, og det gav Kenneth Kjærsgaards tropper et vist overtag, som i første omgang udmøntede sig i et korrekt straffespark for hands i det 66. minut. Christian Amtoft omsatte forsøget fra pletten, og HI var med igen.
HI havde flere gode muligheder, hvor Troels Aaen havde et par vitale redninger. Udligningen faldt dog med ti minutter igen, da Morten Weinkouff fik sidste fod på angrebet, og i overtiden blev ondt værre for F.f.I., da Daniel Tronsgård Jensen kom først på en returbold, som i første gang havde ramt overliggeren.
F.f.I. kastede alt frem i jagten på trods alt at redde et enkelt point, og det var lige før det lykkedes i de døende sekunder, da Tobias Overlade kom først på forsøg efter et hjørnespark, men desværre en afslutning lige i favnen på HI-keeperen.
HI sejrede således med 3-2 efter et sent comeback i opgøret, hvilket vi ikke kan komme udenom medførte stor skuffelse i frederikshaver-lejren.
Nu gælder det om at rejse sig frem mod næste kamp lørdag 17. april, hvor Holstebro B’s 2. divisions-reserver gæster Empire Stadium. Der er kampstart klokken 14:00.
Kampinfo: Hjørring IF - F.f.I. 3-2 (0-2)
Mål: 0-1 Michael Fjordbak (25.), 0-2 Kasper Sørensen (43.), 1-2 Christian Amtoft (66./str.), 2-2 Morten Weinkouff (80.), 3-2 Daniel Tronsgård Jensen (90.+1)
10 minutters udvisninger: HI: Mathias Moltsen Larsen (36.) // F.f.I.: Mathias Dyg (56.), Daniel Overlade (80.)
Udvisninger: Ingen
Holdopstilling - F.f.I. (4-4-1-1): Troels Aaen - Jeppe Birklykke (77: Mathias Bowman), Tobias Overlade, Søren Astrup, Michael Fjordbak - Mathias Dyg, Frederik Guldager, Claus Christiansen (8: Nicolas Strauss), Mikkel Tolstrup - Daniel Overlade - Kasper Sørensen (77: Frederik Torp)
Dommertrio: Nikolaj Boddum Pedersen - Steffen Møller Barchow og Michael Karstenskov