Nederlag til Randers Freja
Et ungt F.f.I.-mandskab tabte 0-4 i lørdagens opgør mod et stærkt Randers Freja-mandskab, som scorede to mål på hver sin side af halvlegsmærket. F.f.I. skabte enkelte gode muligheder, men til syvende og sidst var den randrusianske storsejr fortjent.
Af: Martin ”Olic” Pedersen // Foto: Morten Severinsen
Der var førsteholdsdebut til de to U17-spillere, Mads Yde Andersen og Nicolaj Mølgaard Christensen, som fik henholdsvis tyve minutter og et kvarter på banen. Begge spillere fik - resultatet til trods - vist sig fint frem, og F.f.I. Fodbold ønsker såvel Mads som Nicolaj et stort tillykke med debuten for klubbens førstehold.
Trods en ganske positiv rød/sort indledning på opgøret, må vi indrømme, at Randers Freja hovedsageligt var det toneangivende mandskab. Således skabte de teknisk dygtige randrusianere en række fornuftige muligheder straks fra start, men Troels Kvesel Aaen var endnu engang stærkt spillende mellem stængerne.
F.f.I.-keeperen var da også helt og aldeles chanceløs, da hjemmeholdets Mathias Ibsen efter godt tyve minutter klaskede læderet i det lange hjørne via stolpen.
Som nævnt var vi fint med i den første halvdel af første halvleg. Kasper Sørensen kom til en god mulighed, men blev dog tacklet i skudeøjeblikket.
Randers Freja bragte sig på 0-2 lige som første halvleg var ved at rinde ud. Denne gang på et langskud, der blev smækket op i krydset. Bagud med to var det dermed op ad bakke for frederikshavnerne.
Fornuftig indledning på anden halvleg
Ti minutter efter pausen blev anfører Kasper Sørensen spillet i fri i dybden, men desværre for kaptajnen, diskede Randers Freja-keeperen op med en flot refleksredning.
Det så egentlig relativt fornuftigt ud i perioder, men udover sporadiske langskud, var det desværre begrænset, hvad vi fik skabt af store chancer.
Troels Kvesel Aaen havde et par gode indgreb i løbet af halvlegen, og var da også prisgivet, da værterne klaskede endnu et langskud i kassen efter 77 minutter. Kort før slutfløjt blev til også 4-0 i randrusiansk favør, da en omstilling blev omstilling blev sendt i netmaskerne.
Det blev også slutresultatet, og dermed var det selvsagt en frustrerende for- og eftermiddag i det kronjyske. Netop i næste opgør er der igen kronjysk modstand, når topholdet Vorup FB gæster Empire Stadium. Det sker lørdag 17. september med kampstart klokken 13:00.
Kampinfo: Randers Freja - F.f.I. 4-0 (2-0)
Mål: 1-0 Mathias Ibsen (22.), 2-0, 3-0 Jonas Gravesen (45.+1, 77.), 4-0 Albinot Kaqiu (89.)
10 minutters udvisninger: Randers Freja: Ingen // F.f.I. Mikkel Tolstrup (75.)
Udvisninger: Ingen
Holdopstilling - F.f.I. (4-4-2): Troels Kvesel Aaen - Tobias Wiis, Mikkel Tolstrup, Mikas Seerup, Mathias Bowman - Andreas Hybholt Pedersen (60: Rasmus Jensen), Sebastian Venø Frandsen, Kasper Sørensen (c), Mads Møller (72: Mads Yde Andersen, debut) - Thor Kobberup (79: Nicolaj Mølgaard Christensen, debut), Joachim Buchholtz
Dommertrio: Finn Lovring - Siavash Gholami og Osman Istrefi
Tilskuere: Ca. 50
Kampens Spiller: Tobias Wiis med 6 stemmer