Sikker 3-0-sejr i hjemmekampen mod Thisted FC
F.f.I. kom godt tilbage fra lussingen i Brabrand, da det søndag eftermiddag blev til en sikker 3-0-sejr over Thisted FC’s reserver. Kasper Sørensen blev dobbelt målscorer, mens Mathias Bowman stod for den første træffer i en kamp, hvor Thisted-keeperen fik rødt kort efter otte minutters spil.
Af: Martin ”Olic” Pedersen // Foto: Morten Severinsen
Der var spillet blot otte minutter, da Kasper Sørensen røg igennem. I et forsøg på rette op på egen fejl, måtte Thisted-keeper, Silas Larsen, ty til en særdeles klar og tydelig holdesituation på F.f.I.-anføreren, og så måtte keeperen tidligt i bad. Desuden fik hjemmeholdet tilkendt et straffespark, som Mike Kaljo desværre sendte på stolpen.
Den vikarierende ’keeper’ i gæsternes bur tog sig faktisk godt af sagerne, om end F.f.I.-mandskabet ikke skabte 100% chancer i hobetal.
Kasper Sørensen havde dog et kvalificeret tilbud efter godt tyve minutter, og få minutter senere trykkede Gerardas Žukauskas af fra distancen. Læderet prellede dog af på overliggeren.
I de døende sekunder skulle det dog blive 1-0 til de rød/sorte, da Mathias Bowman med en såkaldt hang time header pandede bolden i kassen. Flot sat ind af backen, og dermed 1-0 ved pausen.
Kaptajn ’Kalle’ slog sejren fast
De sidste 45 minutter blev indledt ganske stille og roligt, men efter knap en time serverede Mike Kaljo bolden for Kasper Sørensen, som fra tæt hold sendte værterne foran med 2-0.
Lynhurtige Jacob Sømand kom herefter på banen, og han skulle blot bruge et par minutter før banen, da han satte et par Thisted-forsvarere, og igen var destinationen Kasper Sørensen, som igen scorede sikkert.
Sømand havde i to-tre omgange muligheden for at øge føringen yderligere, men det blev ved 3-0. Et helt fair resultat mod et Thisted-mandskab - trods vanskelige odds - kæmpede fint for tingene. Et mål eller to mere til F.f.I. havde ikke gjort alverden, men tre point er nu engang tre point. Vigtigst var det både at komme på point- og måltavlen.
Foruden de tre point var det glædeligt, at der var officiel debut til Andreas Hybholt Pedersen, som fik 60 minutter på banen. Stærk indsats af den unge back, og stort tillykke med førsteholdsdebuten skal der lyde herfra.
Næste kamp er vanskelig en af slagsen, når det gælder en udekamp mod oprykningsfavoritterne fra FC Djursland. Opgøret i Grenå spilles lørdag 9. april med kampstart klokken 15:00.
Se flere af Morten Severinsens flotte pletskud fra søndagens hjemmesejr på F.f.I. Fodbolds officielle Facebook-side.
Kampinfo: F.f.I. -Thisted FC (ll) 3-0 (1-0)
Mål: 1-0 Mathias Bowman (45.), 2-0, 3-0 Kasper Sørensen (59., 64.)
10 minutters udvisninger: F.f.I.: Ingen // Thisted FC (ll): Benjamin Andersen (74.)
Udvisninger: : F.f.I.: Ingen // Thisted FC (ll): Silas Larsen (8.)
Holdopstilling - F.f.I. (4-1-4-1): Troels Aaen - Mathias Bowman, Mikkel Tolstrup, Cato Kristensen, Mikas Seerup (33: Andreas Hybholt Pedersen) - Thor Kobberup - Mike Kaljo (60: Jacob Sømand), Gerardas Žukauskas, Thawng Hlawn Ceu, Mads Møller - Kasper Sørensen (c)
Dommertrio: Kasper Søndergaard Sørensen - Torben Clausen og Anders W. Bruun
Tilskuere: Ca. 150
Kampens Spiller: Cato Kristensen med 7 stemmer