200 F.f.I.’ere deltog i længe ventet klubaften
Corona har påvirket hele Danmarks befolkning og også idrætsaktiviteterne. Det har også betydet, at vi først den 2. september kunne afholde vores meget populære klubaften som den første i 2021.
Tekst og foto af: Orla Thomsen
De tre planlagte arrangementer i første halvår blev aflyst, og sidste år havde vi kun mulighed for at afholde en klubaften.
Der var rigtig stor tilmelding til arrangementet, hvor cirka 200 spillere og trænere og ledere deltog. Det blev endnu engang en stor succes, og alle fremmødte fik en legendarisk aften. John Nygaard åbnede vanen tro arrangementet med at byde alle spillere, trænere, ledere og hjælpere velkommen. Han takkede alle, som bakker op om dette populære arrangement. Han sendte også en stor tak til trænere, ledere og alle de frivillige hjælpere, som dagligt yder et fantastisk stykke arbejde i klubben til glæde for de mange spillere. Og det ser rigtig fornuftigt ud, både i ungdoms- og seniorafdelingen. Der er rigtig mange hold i begge afdelinger, og der opnås gode resultater. Der var debut til U13 drenge, som hermed også bydes velkommen til klubaften.
Alle spillere, trænere og ledere fik herefter serveret den hjemmelavede mad, som ”vores” helt ”egne” fantastiske ”huskokke” Karin og Ib igen havde fremtryllet. Menuen denne aften bestod af tarteletter med høns i asparges med dertilhørende salat, og ikke mindst is til dessert.
Da alle vær mætte, var der tid til udnævnelse af månedens spiller, som er aftenens store højdepunkt:
Afdeling - Månedens spiller - Træner/leder
U14 piger - Sara Pape - Ronni Jensen/Lars Jespersen
U13 drenge - Tristan Madsen - Christian Kjærsgaard
U15 drenge - Kristoffer Bolvig - Michael Jørgensen
U16 piger - Emma Christensen - Lars Rom
U17 drenge - Magnus Daugaard - Casper Larsen
U19 drenge - Victor Andreassen - Tommy Lund Christensen
Serie 1 piger - Anne Sofie Høst - Peter Jørgensen
+30 piger - Camilla Friis - Lone Risom
Jyllandsserien 1 herrer - Mikkel Tolstrup - Peter Enevoldsen/Michael Jakobsen
Serie 3 herrer - Tobias Stilling - Thomas Petersen
Serie 4 herrer - Emil Tolstrup - Christian Aabech
Serie 5 herrer - Jacob Wachmann - Peter Vestmark/Allan Jensen
Special Olympics - Tobias Dalsager - Kenneth Dalsager/Per Thomsen
Månedens spiller fik en velfortjent hyldest af sine kammerater og af træneren overrakt en Diadora T-shirt påtrykt den flotte titel MÅNEDENS SPILLER, og spilleren fik samtidig rosende ord af træneren. Specielt månedens spiller i U15 drenge Kristoffer Bolvig fik nok aftenens største bifald. U15 afdelingen har oplevet en meget stor tilgang af spillere i år, og den er den klart største ungdomsårgang i F.f.I. med snart 40 drenge. Rigtig flot af afdelingen, og hele trænerteamet for U15 fortjener stor ros.
Endnu en klubaften er afviklet på allerbedste vis. Alle hyggede sig, og skønt at se de nye deltagere i 12-13-års alderen i selskabet. F.f.I. har også i år hele 5 seniorhold på herresiden, og der var rekorddeltagelse fra denne afdeling. Det lover godt for fremtiden i klubben. Dette sociale arrangement er med til at udbygge relationer og fremme klublivet og sammenholdet i F.f.I. Fodbold.
En stor tak skal lyde til alle, som har hjulpet til i forbindelse med forberedelse og afvikling af fællesspisningen - også en stor tak til vores 60+ piger, som ordner borddækning, madservering og oprydning og tak til Leif og HC, som klarede opvasken.
F.f.I. siger tusinde tak for det flotte fremmøde og den fine stemning. På gensyn til årets sidste klubaften med fællesspisning torsdag den 14. oktober, hvor der serveres flæskesteg med tilbehør samt is.
Se flere billeder fra aftenen, når nyheden lander på Kanal Frederikshavns hjemmeside