Alt på spil i sidste spillerunde
Kun én ting gælder, når vi søndag tager imod Flauenskjold IF, og det er en sejr! Alt andet end tre point gør, at F.f.I. skal i playoff om at undgå nedrykning. Opgøret spilles i øvrigt på den nye kunstgræsbane på M.A.R.S ARENA (Fodboldvej).
Af: Martin ”Olic” Pedersen // Arkivfoto: Morten Severinsen
Så står vi her igen! En masse er på spil i 14. og sidste spillerunde, og scenariet er klappet og klart, når vi i dag tager imod Flauenskjold IF på vores nye kunstgræsbane på Fodboldvej. Alt andet end en sejr vil gøre, at sæsonen bliver forlænget med et par uger. Playoff-kampen skal nemlig først afvikles i weekenden 11.-12. november, idet ´semifinalerne´ for Serie 2-mandskaberne skal spilles i den kommende weekend.
Med scenarierne ridset op, så lad os holde fokus på dagens opgave. Vi kommer ind til opgøret med tre nederlag på stribe, mens gæsterne derimod kommer ind til opgøret med syv point i tre kampe - herunder en imponerende 7-0-sejr over Skalborg samt en nulløsning mod Brønderslev IF. Det kunne endda være blevet til en sejr i Brønderslev-kampen, havde det ikke været for et brændt straffespark. En eventuel Flauenskjold-sejr havde endegyldigt gjort, at tingene var sat på plads inden sidste spillerunde.
De tre sidste kampe har det ikke været godt nok - i særdeleshed i hjemmekampene mod Storvorde/Sejlflod B og Brønderslev IF. Mod IF Skjold Sæby var det så for vidst nogenlunde, men dels skabte vi ikke alverden offensivt, og havde det ikke været for en håndfuld gode redninger fra vores keeper, kunne vi også sagtens have tabt med mere end 0-2.
Vi skal være i stand til at sætte tingene på plads. I det omvendte opgør i Flauenskjold fik vi 1-1, efter en fornuftig præstation, men den fornødne kynisme manglende. Det har vi efterhånden hørt en del gange, og vi må erkende, at det har været symptomatisk for indeværende sæson.
Serie 1 - 14. spillerunde
F.f.I. - Flauenskjold IF
Søndag 29. oktober kl. 14:30
M.A.R.S Arena (Frederikshavn) - Kunstgræsbanen
Dommertrio: Anders W. Bruun - Mark Molbjerg og Henrik Nielsen