Efter COVID-19-break: Alle mand clearet og klar til kamp i Skive
Efter et par frustrerende uger med smittetilfælde i truppen skal F.f.I.’s førstehold igen i aktion. Lørdag gælder det en vanskelig udekamp mod Skives divisionsreserver, som efter en svær sæsonstart har taget et par store skalpe mod et par af rækkens formodede tophold.
Af: Martin "Olic" Pedersen // Arkivfoto: Morten Severinsen
Det har på ingen måde været de sjoveste to uger, som F.f.I. har været igennem. Desværre har COVID-19 vist sit grimme ansigt i F.f.I.’s seniorspilletrup, hvilket har kastet to udsatte kampe af sig. Heldigvis er de ramte spillere konstateret negativ, og dermed skal vi heldigvis igen i kamp.
Seneste kamp 30. april blev som bekendt tabt med 0-3 til AaB, hvorfor de rød/sorte for en stund blev sat tilbage. I den ufrivillige kamppause har det førerholdet fra Aalborg Øst dog tabt 0-1 til netop lørdagens værter fra Skive. En sejr på Egeris Idrætsanlæg gør, at vi så absolut er med igen.
Der er ingen tvivl om, at der venter Peter Enevoldsens tropper en vanskelig kamp mod skibonitterne, som efter en vanskelig sæsonstart har fået noget mere tur i den - bl.a. med den imponerende 1-0-sejr i den ovennævnte kamp. Ganske vist led de gul- og blåblusede Kr. Himmelfartsdag et 2-3-nederlag i Gug, men værd at bemærke er det også, at Gug tidligere er blevet besejret 3-0 i det første indbyrdes møde i Skive.
I den mindeværdige sæsonpremiere mod Skive sejrede F.f.I. som bekendt med 4-3. Claus Christiansens tre straffesparksmål gjorde reelt udslaget i en ret vild kamp, hvor gæsterne måske godt kunne hævde, at de led en krank skæbne. Sikkert og vist var det, at Skive-reserverne leverede en mere end fornuftig indsats på Empire Stadium.
Således advaret. Der skal en stærk præstation til i lørdagens udekamp. Spillerne i den rød/sorte lejr bør være motiveret, når det gælder den første kamp i godt 14 dage. Vi glæder os over, at vi igen får lov til at spille kampe.
Jyllandsserien 1 - 6. spillerunde
Skive IK (ll) - F.f.I.
Lørdag 15. maj kl. 13:00
Egeris Idrætsanlæg
Dommertrio: Jan Ø. Poulsen - Kenni Jensen og Jannik Vinther