”Tolle” matchvinder i vital 1-0-sejr
I en relativt chancerig affære hentede F.f.I.-mandskabet tre uhyre vigtige point, da Aalborg Chang lørdag blev besejret 1-0. Troels Aaen, der leverede en stærk indsats mellem stængerne, kunne derudover glæde sig over det tredje clean sheet i streg.
Af: Martin ”Olic” Pedersen // Arkivfoto: Anette Gasberg
Lad det være sagt med det samme: Gæsterne fra Aalborg Chang kunne - eller måske snarere burde - have været foran med et par mål eller tre, inden Mikkel Tolstrup kort før pausen scorede sejrsmålet.
De zebrastribede gæster leverede en god gang fodbold før pausen, hvor det også blev til en række 100% chancer. Troels Aaen havde to gode redninger med kort tids mellemrum, herunder en situation, hvor der tæt under mål opstod klumpspil. Desuden havde Chang et godt forsøg ved Jesper Gravesen, der sendte bolden tæt forbi den ene opstander.
Kasper Sørensen havde ganske vist optræk til en god mulighed efter få minutter, men ellers var det ikke meget, som F.f.I.-mandskabet kom frem til på modstanderens banehalvdel.
Lige indtil et par minutter før pausen, hvor Frederik Guldager i første omgang fik fat i kuglen, og fik sendt et drilsk langskud mod kassen. Afslutningen kunne Mathias Jul Sørensen i Chang-buret ikke holde, hvorefter returen blev sparket i kassen af Mikkel Tolstrup.
Kasper Sørensen var kort efter igennem, men fik desværre ikke afsluttet den ellers halvstore chance. 1-0 ved pausen i rødt/sort favør.
Store F.f.I.-tilbud i slutfasen
Gæsterne fra Provstejorden lurede gentagne gange på indlæg, samt en hel del frispark. F.f.I.-defensiven - med Troels Aaen i spidsen - var dog igennem halvlegen dygtige til få clearet situationerne, inden det for alvor blev giftigt.
Omvendt lurede frederikshavnerne på omstillinger, hvilket ad flere omgange var tæt på at give pote. Alene i det sidste kvarter havde vi rigeligt med chancer til at lukke og slukke.
Både Kasper Sørensen og Mads Møller blev stukket i dybden, men Chang-målmanden fik reddet kastanjerne ud af ilden, blandt andet to gange ved Møller, hvis afslutning nummer to var fra en spids vinkel.
Sæsondebutanten Tobias Wiis måtte se sin følte afslutning gå lige ved siden af mål, mens Kasper Sørensens drøn af et langskud tog overliggeren.
Aalborg Chang var - udover vores chancer - mest på bolden i anden halvleg, men der skal lyde stor ros til F.f.I.’erne for en forsvarsmæssig stærk præstation. Det har været medvirkende til tre clean sheets i streg, og hvad vigtigere er: Syv point på otte dage.
Vi håber naturligvis på at fortsætte stimen, når det lørdag 16. oktober gælder Kristrup Boldklub på udebane. Der er kampstart i det sydøstlige Randers klokken 15:00.
Kampinfo: F.f.I. - Aalborg Chang 1-0 (0-0)
Mål: 1-0 Mikkel Tolstrup (44.)
10 minutters udvisninger: F.f.I.: Mikkel Tolstrup (53.) // Aalborg Chang: Ingen
Udvisninger: Ingen
Holdopstilling - F.f.I. (4-4-1-1): Troels Aaen - Mikkel Tolstrup, Søren Astrup, Michael Fjordbak (c), Mathias Bowman - Nicolas Strauss (67: Mads Møller), Frederik Guldager, Cato Kristensen (46: Thor Kobberup), Jeppe Birklykke (81: Tobias Wiis) - Gerardas Žukauskas - Kasper Sørensen
Dommertrio: Torben Clausen - Anders W. Bruun og Jørgen Bo Jensen
Tilskuere: Ca. 150
Kampens Spillere: Søren Astrup og Troels Aaen med hver 4 stemmer