Vi skal jagte revanchen i Gug
To sejre i træk er status for JS-herrerne, som fredag aften gæster Gug Stadion. For godt to uger siden slog netop Gug F.f.I. dybt inde i overtiden, da de to hold tørnede sammen i en udsat kamp. Nu skal F.f.I.’erne forsøge at jagte en kærkommen revanche.
Af: Martin "Olic" Pedersen // Foto: Anette Gasberg
Vi skal ikke mere end to og en halv uge tilbage, da F.f.I. og Gug tørnede sammen på Empire Stadium. Som mange nok husker, så var det netop mandskabet fra 9210, der tog stikket hjem på en overtidsscoring af skarpretteren Tommi Fabricius, selvom Daniel Overlade bragte de rød/sorte foran på et sandt drømmemål i starten af anden halvleg.
Det er heller ikke nogen hemmelighed, at frederikshavner-drengene ingenlunde var tilfreds med indsatsen denne onsdag aften, hvor vi også må erkende, at vi mødte det stærkeste hold, som vi hidtil har mødt i denne udsatte kamp.
Fredag tidlig aften handler det altså om at jagte revanchen, men siden nederlaget 2. september har Peter Enevoldsens tropper besejret AaB og Jetsmark, således at man har vekslet en lunken midterplacering til en andenplads i tabellen. I netop opgøret senest i Pandrup leverede F.f.I. velsagtens efterårets bedste defensive indsats, mens den givetvis står på afslutningstræning i denne uge, for der blev ganske enkelt misbrugt for mange store chancer. 1-0-sejren burde i hvert fald ikke komme i fare, hvilket i og for sig heller ikke skete, men så længe man kun er oppe med et enkelt mål i slutfasen, kan alt ske.
Gug har siden sejren på Empire Stadium spillet to kampe uafgjort mod naboerne fra Aalborg Freja og AaB, hvorfor der blot er en margin på fire point mellem fredagens to kombattanter. Det siger derfor sig selv, at en sejr i rød/sort favør vil veje særdeles tungt, idet tabellen fortsat er ganske tæt omkring top-4.
Jyllandsserien - 8. spillerunde
Gug B - F.f.I.
Fredag 18. september kl. 17:30 - BEMÆRK TIDSPUNKT
Gug Stadion
Dommertrio: Casper Petersen - Ole Lund og Oguz Üret