Vi skal skabe momentum - Jetsmark venter lørdag
Med sejren over AaB hænger frederikshavner-mandskabet på i det sjove selskab, og nu handler det om for holdet at skabe momentum. Det kan holdet passende gøre med en sejr i lørdagens svære udekamp mod Jetsmark.
Af: Martin "Olic" Pedersen // Foto: Morten Severinsen
Lettelse og forløsning er nok de to ord, som bedst beskrev følelsen, da slutfløjtet lød i søndagens vitale kamp mod AaB.
Forud var gået 94 minutters alt andet end skønspil fra begge sider, men moralen hos værterne kunne der ikke pilles ved. Ikke alene kom AaB foran to gange, men det var samtidigt to mål, som burde være undgået. Heldigvis slog F.f.I.’erne tilbage ved begge lejligheder, og så var forløsningen til at tage at føle på, da Tobias Wiis’ frisparksindlæg blev headet i kassen af Daniel Overlade, nøjagtigt som uret havde rundet 90 minutter.
Der er ingen tvivl om, at der skal lægges på rent spillemæssigt i forhold til de seneste kampe, ligesom der skal lues ud i fejlene. Der venter et vanskeligt møde mod Jetsmark, som med to sejre i træk mod HI og Vejgaard ligeledes bejler til en top-4-placering. De grønblusede er a’ point med F.f.I.’erne, så der er lagt op til endnu en vigtig duel i Pandrup.
Det evige spørgsmål i forhold til at møde klubbers andethold, er naturligvis hvor mange fra divisionstruppen, som Jetsmark har til rådighed i denne kamp. Uanset hvordan og hvorledes er det vigtigt, at Peter Enevoldsens udvalgte fokuserer på sig selv, hvilket også blev pointeret af assistenttræner Michael Jakobsen, som i interviewet med F.f.I. Fodbold TV pointerede, at fysikken kan blive afgørende.
Tre point vil i den grad lune i det tætte top- og midterfelt i Jyllandsserien. Det handler om parathed og vilje. Det så vi mod AaB, og skønt spillet ikke kører optimalt, er dette altid nogle dyder, som man kan hive frem.
Ugens udsendelse af F.f.I. Fodbold TV byder på formand Anders Brandt Sørensens interessante interview med ekspertkommentator Morten Bruuns syn på F.f.I.’s historie som divisionsklub, og ikke mindst Frederikshavn som fodboldby. Senere i ugens udsendelse har vi fanget assistenttræner Michael Jakobsen, som forholder sig til lørdagens udekamp i Jetsmark. Udsendelsen kan ses her.
Jyllandsserien - 7. spillerunde
Jetsmark IF - F.f.I.
Lørdag 12. september kl. 16:00
Sparekassen Vendsyssel Arena (Pandrup)
Dommertrio: Adi Hadzikadunic – Morten Bach Jepsen og Adis Ahmetagic