Lad os så komme på tavlen!
Efter sidste weekends skuffende premierenederlag mod Aabybro IF jagter de rød/sorte tre point mod oprykkerne fra RKG. Lørdagens værter fik ligeledes en skidt start med et stort nederlag mod Flauenskjold IF, men det har alle dage været vanskeligt at spille på anlægget i Klarup.
Af: Martin ”Olic” Pedersen // Arkivfoto: Morten Severinsen
Vi fik på ingen måde den start, vi kunne have drømt om søndag eftermiddag. Egentlig var der gode momenter at spore i 1. halvleg, hvor Joachim Buchholtz fik scoret et rigtig angribermål via en uheldig Aabybro-forsvarer. Efter pausen var udtrykket dog helt anderledes, og vi fik ikke sat os ordentlig igennem, hvilket desværre kostede til sidst.
Nu gælder det så 2. spillerunde på udebane mod RKG fra Klarup. Værterne er oprykkere til Serie 1, men har ad flere omgange været toneangivende i Serie 1, og har tilmed også spillet i Jyllandsserien. De grønblusede fik ligeledes en tung start på deres tilbagevenden, da det onsdag aften blev til et 1-6-nederlag til med-oprykkerne fra Flauenskjold IF, der ganske vist er et stærkt hold, men det er alligevel bemærkelsesværdigt i en oprykkerduel.
Det er efterhånden en del år siden - helt præcist foråret 2018 - at vi seneste tørnede sammen med RKG-mandskabet. Vi ved fra at tidligere, at Bixen Arena er et vanskelig sted at spille. Uagtet hvordan det er gået med mandskabet, så er hjemmebanen i Klarup kendt for et medlevende publikum plus det løse, så vi skal nok få hørt et par sandheder eller tre…
Sikkert og vist er det, at vi hungrer efter en sejr. Vi fik selvsagt en skidt start på livet tilbage i Serie 1, og det agter vi at lave om på denne lørdag eftermiddag.
Serie 1 - 2. spillerunde
RKG - F.f.I.
Lørdag 19. august kl. 13:00
Bixen Arena (Klarup Stadion)
Dommertrio: Henrik Hejndorf Haack - Anders Larsen og John Martin Sørensen