Agterlanternen Vejgaard gæster Fodboldvej
Grundet baneforholdene er sæsonens næstsidste hjemmekamp mod Vejgaard flyttet til opvisningsbanen på Park Empire (Fodboldvej). Det er bundholdet fra Vejgaard, som gæster træningsanlægget. Der er kun ét succeskriterie denne lørdag: Tre point.
Af: Martin "Olic" Pedersen // Arkivfoto: Anette Gasberg
Indsatsen var så for vidt ikke prangende, da Aalborg Chang i sidste spillerunde blev besejret 2-1 dybt inde i overtiden, men ikke desto mindre skal holdet roses for at gå efter sejren til sidst, selvom de fleste på Empire Stadium givetvis havde stillet sig tilfreds med et enkelt point. I den forbindelse skal vi også huske på, at vi var oppe mod et velspillende Chang-mandskab, som ikke levnede de rød/sorte ikke mange muligheder i åbent spil.
Selvom det holdt hårdt, så hentede Peter Enevoldsens udvalgte den sjette sejr i træk, og det gør som bekendt, at vi nu er sikre på Jyllandsserien 1-fodbold i foråret. Dermed handler de sidste tre kampe om at sikre enten første- eller andenpladsen i puljen. Det var også noget, som assistenttræner Michael Jakobsen pointerede over for F.f.I. Fodbold TV, da vi fangede ham efter tirsdagstræningen. I kan se ugens udsendelse fra vores YouTube-profil HER.
Med ovenstående ambitioner in mente, så er der reelt set kun én ting der tæller i lørdagens hjemmekamp, og det er naturligvis tre point. Det burde også være muligt, når man kaster et blik på tabellen, hvor der er 24 point i forskel - Vejgaard-reserverne for en kamp færre Den store pointmæssige margin skal de rød/sorte ganske enkelt være i stand til at bevise, men så let bliver det på ingen måde.
Nok sejrede F.f.I.’erne med 6-1 på Soffy Road en fredag i august, men faktisk formåede VB’erne indledningsvis at drille de frederikshavnske gæster, altså lige indtil Jeppe Birklykke gjorde det til 1-0. Herefter gik gassen af ballonen hos værterne, og herefter kunne en yderst sikker sejr køres hjem. Blandt målscorerne var også kaptajn Kasper Sørensen, som noterede sig sit andet hattrick i august.
Vi ser frem til langt bedre baneforhold, end hvad tilfældet er på Empire Stadium. Ganske vist er Stadion spilleklar som sådan, men senest lignede det at den var ualmindeligt tung, og for at få en forhåbentligt bedre kamp denne gang, er kampen i samråd mellem trænerstab og spillertrup blevet flyttet til opvisningsbanen på Park Empire, som i daglig tale blot kaldes Bane 1.
Vi har mere seniorfodbold til jer. Klokken 12:30 møder Serie 3.2 Skibsby-Højene IF (SHI). Denne kamp spilles naturligvis også på Park Empire.
Jyllandsserien - 12. spillerunde
F.f.I. - Vejgaard B (ll)
Lørdag 17. oktober kl. 15:00
Park Empire - Bane 1
Dommertrio: Steffen Møller Barchow - Torben Clausen og Christian Christiansen
Da opgøret spilles på opvisningsbanen, så skal vi naturligvis gøre opmærksom på corona-reglementet. Tilskuerne SKAL sidde ned og med 1 meters afstand. Derfor er det yderst vigtigt, at man tager campingstolen med til kamp. Se det fulde reglement på vores Facebook-begivenhed for denne kamp.