Young Boys afvikler stort stævne for gamle fodboldspillere
Fredag den 3. maj er FfI vært for stævne med omkring 130 deltagere
Der er forår i luften, og fodbold skal opleves live. Fredag den 3. maj kan du få din lyst styret, når FfI´s Young Boys, fodboldafdelingen for spillere over 65 år, er vært for et stævne med seks gæstende klubber.
Stævnet fløjtes i gang klokken 10 på M.A.R.S. Arena på Fodboldvej i Frederikshavn – og der er fri entre.
FfI stiller selv med to hold. Aalborg Chang kommer med to hold, og derudover stiller AaB, Aalborg KFUM, Aalborg Freja, Storvorde-Sejlflod samt Herning Fremad hver med et hold.
De ni hold afvikler en lille turnering, og de to mest vindende hold mødes i finalekampen, der spiller ved middagstid.
Når vinderen er fundet, rykker de omkring 130 deltagere indendørs til tredje halvleg i FfI's klubhus.
Her står den på en solid herrefrokost med en perlerække af hjemmelavede retter, social hygge, gamle fodboldhistorier og ægte livemusik.
Kendte fodboldnavne
Udover de aktive fodboldspillere deltager en række kendte fodboldpersonligheder. Peter Rudbæk, mangeårig fodboldtræner i blandt andet AaB og AGF og uddannelseschef i DBU, deltager. Det samme gør kendte fodboldkoryfæer som Karsten Simensen, AaB og FfI, Poul Erik Andreasen, AaB, Tommy Hansen, Vejle, Jens Tang Olesen med flere.
Fra Horsens kommer den legendariske sportsredaktør på Horsens Folkeblad, Tommy ”Kuglepen” Poulsen, en af de mest vidende fodboldjournalister herhjemme, der altid er garant for sjove fodboldanekdoter fra et langt liv som fodboldreporter.
Helge Sander og Herning Fremad
Kontakten til Herning Fremad har FfI igennem Helge Sander, tidligere videnskabsminister, borgmester i Herning med mere. Kontakten mellem FfI og Helge Sander skriver sig helt tilbage til venskabet mellem Sander og Harald og Rudi Nielsen.
Helge Sander deltager hver sommer flittigt på Young Boys´ugentlige træninger, når han ferierer i Skagen. Den 3. maj tager Helge Sander så sine holdkammerater fra Herning med til rødspættebyen.
Pigtrådsmusik
Flere af spillerne på Young Boys var tilbage i 60'erne med i forskellige pigtrådsorkestre, Face To Face og Firebirds blandt andet. De musikalske drenge har fundet sammen i Young Boys' Boy Band og vil skrue uret tilbage til tiden, da Mick Jagger gik i korte bukser, og Paul McCartney turede rundt i Liverpool og sang ”She Loves You” og ”I Want To Hold Your Hand”.
På dagen optræder boybandet i følgende holdopstilling: Erik Amping, Søren Aage Hansen, Kristian Brogaard, Søren Schmidt Olesen og Flemming ”Netzer” Pedersen.
10 års jubilæum i 2023
I 2023 fejrede FfI's Young Boys 10 års jubilæum. De halvgamle drenge mødes hver mandag og torsdag formiddag – året rundt - til to gange 30 minutters fodbolddyst. Forleden mandag satte de deltagerrekord, da hele 30 mand var mødt op.
Billedtekster:
FfI Young Boys fejrede 10 års jubilæum i oktober 2023, hvor dette foto blev taget. Foto: Sven Ingvadsen
FfI Young Boys mødes to gange om ugen, året rundt, til drabelig fodbolddyst. Lige nu træner de til det store stævne den 3. maj.
Arkivfoto