Ærgerlig afslutning, da 2-0-føring blev smidt i slutfasen
F.f.I. kom på 2-0 ti minutter før slutfløjt, men HI slog tilbage i de døende minutter. Set over hele kampen var det et fair resultat, når alt kom til alt. Det var snarere måden føringen blev smidt på, der var ærgerlig.
Af: Martin "Olic" Pedersen // Arkivfoto: Morten Severinsen
Til dagens opgør var debut til Jeppe Østergaard Christensen, som fik en halv time på banen. Jeppe var tilmed med i opspillet til 2-0-målet, og leverede generelt en fin figur. Fra F.f.I. Fodbold skal der lyde et stort tillykke med debuten.
F.f.I.-mandskabet fik en regulær drømmestart på opgøret, da Jacob Sømand efter bare fem minutters spil fremtvang et straffespark efter en hands-situation fra en HI-forsvarer. Claus Christiansen blev sat til at sparke, og forsøget fra 11 meter-pletten blev eksekveret på sikker vis.
De rødklædte værter var mest på bolden efterfølgende, men den frederikshavnske defensiv stod ganske solidt imod. Troels Aaen havde flere gode indgreb, ligesom Cato Kristensen mod slutningen reddede et HI-forsøg på stregen.
De blå- og hvidklædte gæster havde et par gode chancer i forbindelse med standardsituationer. Den største tilfaldt Mikkel Tolstrup kort før pausefløjt, da han nåede højst på et veleksekveret hjørnespark fra Mike Kaljo. En god header af ”Tolle”, men HI-keeper, Nicolai Vistisen, fortjener ros for en god redning.
Dermed en smal 1-0-føringen ved pausen.
Sen 2-0-scoring var ikke nok
Hjørringenserne var ganske enkelt det dominerende mandskab efter sidebyttet, men indledningsvis så det ud til, at F.f.I. fik raget kastanjerne ud af ilden. Blandt andet havde Cato Kristensen - én af F.f.I.’s bedste på dagen - flere gode blokeringer, samt endnu et forsøg reddet lige omkring målstregen.
Nok havde F.f.I. ikke et væld af chancer i anden halvleg, men det skulle alligevel blive 2-0 med ti minutter tilbage. Føromtalte Jeppe Østergaard Christensen satte angrebet i gang med en god aflevering til Kasper Sørensen, som fandt Gerardas Žukauskas. Sidstnævnte sparkede flot bolden i det korte hjørne. Det lignede dermed afslutningen på opgøret, men ak, ak…
Kort efter fik hjemmeholdets Casper Knudsen reduceret til 1-2, og i de døende minutter smed Esben Søndergaard Sørensen bolden i det lange hjørne via en F.f.I.-afretning.
Ærgerlig og skuffende slutfase. 2-2 var ikke nødvendigvis et helt unfair resultat, men det var til gengæld måden, hvorpå det skete.
Næste opgave er fredag 13. maj (St. Bededag), hvor Brabrand IF’s divisionsreserver gæster Empire Stadium. Der er kampstart klokken 14:00, og de rød/sorte har i den grad revanche til gode for det første møde, hvor århusianerne som bekendt vandt 5-0.
Kampinfo: Hjørring IF - F.f.I. 2-2 (0-1)
Mål: 0-1 Claus Christiansen (6./str.), 0-2 Gerardas Žukauskas (83.), 1-2 Casper Knudsen (86.), 2-2 Esben Søndergaard Sørensen (90.+1)
10 minutters udvisninger: Ingen
Udvisninger: Ingen
Holdopstilling - F.f.I. (4-4-1-1): Troels Aaen - Tobias Wiis, Mikkel Tolstrup, Cato Kristensen, Mathias Bowman - Mike Kaljo (61: Jeppe Østergaard Christensen), Frederik Guldager, Gerardas Žukauskas, Jacob Sømand (19: Mads Møller // 75: Mads Møller ud - ind: Nikolaj Larsson) - Claus Christiansen - Kasper Sørensen (c) (85: Mads Møller genindskiftet)
Dommertrio: Alen Fific - Torben Clausen og Christian Rüdinger
Tilskuere: Ca. 100
Kampens Spiller: Gerardas Žukauskas med 7 stemmer