Efter intens opstart: Skives divisionsreserver venter i premieren
Efter blot en måneds reel opstart skal F.f.I.’s JS1-herrer i aktion i turneringen, når Skive IK Skærtorsdag gæster Empire Stadium. En interessant premiere venter i et forår, hvor der ikke er plads til mange fejlskud.
Af: Martin "Olic" Pedersen // Arkivfoto: Morten Severinsen
For knap 160 dage siden - en oktober-søndag på det kunstige græstæppe i Aalborg Øst - besejrede F.f.I. AaB med 1-0. Et par dage forinden var det bebudet fra Mette Frederiksen, at samfundet atter blev ramt af restriktioner. Den sidste spillerunde i turneringen blev kappet, men fik ikke konsekvenser for puljesejren i rødt/sort favør.
Efterårets førsteplads sætter som bekendt de rød/sorte i en gunstig position, idet nummer 1 får tre point med over i Jyllandsserien 1. Det var som bekendt også tilfældet for et år siden, hvor COVID-19-situationen medførte to oprykningskampe mod Tjørring IF, hvor herningenserne dog var stærkest, da det gjaldt.
Nu står vi der igen, altså med fordelagtigt udgangspunkt. Selvom genåbningen af samfundet med forsigtig hånd rulles ud, så må den største lærdom være, at vi ikke kan forudse noget som helst. I første omgang får vi glædeligvis lov til at starte turneringen, men tingene i samfundet kan hurtigt udvikle sig.
Lad os krydse alt, hvad krydses kan for, at vi får lov til at køre forårssæsonen helt i mål. Skulle det gå anderledes, end hvad præsten prædiker, har de seneste par sæsoner vist os, at en topplacering er mere vigtig end som så.
Stærke skibonitter gæster Empire Stadium
Det har været en aparte opstart, ingen tvivl om det. Når det er sagt, så er det ens for begge mandskaber, og synes ikke at være et validt grundlag for undskyldninger, skulle det ikke lige gå ens vej.
Siden vi for en måned siden fik lov at træne under ’almindelige’ forhold, er det blevet til fire testkampe (hvis man tæller den interne dyst med), og selvom vi i hovedparten af kampene kun har været 11 mand i truppen, så har takterne været opadgående fra kamp til kamp. Det ser ganske fint ud formmæssigt, og det lader ikke til, at spillerne udelukkende har nydt sofaens mange bekvemmeligheder i pausen.
En ting er træning og testkampe. Noget andet er turneringskampe, og særligt den første kamp i en sæson har det med at have sit eget liv. Efter en årrække med sløje premierestatistikker, er F.f.I. kommet efter det i de senere sæsoner.
Skærtorsdag gælder det så Skive IK’s reserver fra 1. division. De gulblusede lå egentlig længe i den tunge ende af den midt- og vestjyske JS-pulje, men via en god slutspurt samt corona-assistance, endte skibonitterne med tage en billet til forårets syvholdspulje.
Vi kender ikke alverden til Skive, men kan dog læse på bl.a. LigaBold, at truppen er blevet oprustet med et par prominente navne i blandt. Herunder den tidligere FC Midtjylland-spiller og divisionsprofil for Skives førstehold, Ayinde Lawal. Vi forventer dog uden tvivl en svær premierekamp, hvor det meget vel kan blive marginalerne, der får afgørende betydning.
Hos F.f.I. kan vi melde om en stærk og intakt trup. Ny i truppen er dog Mathias Dyg Jensen, som er kommet fra AaB’s Jyllandsserie-hold. Dyg er netop fyldt 20 år, og huserer primært på venstre kant. En lynhurtig og teknisk dygtig spiller. Velkommen, Mathias.
BEMÆRK: INGEN TILSKUERE
Det er kun spillere (14 pr. hold), trænere, ledere (også kaldet officials) samt dommertrio, der må være til stede på stadion. Det er derfor IKKE tilladt for klubberne med tilskuere på plads. Det beder vi jer om at respektere, selvom vi naturligvis er kede af, at vi ikke kan byde jer velkommen på enten Park Empire eller Empire Stadium.
Læs mere her
Kampen er udvalgt til Ugens Kamp i Sparekassen Vendsyssel Ligaen, hvorfor Michael Frederiksen fra Kanal Frederikshavn liveopdaterer fra slagets gang. Følg Facebook-siden Kanal Frederikshavn - Fodbold for at få opdateringerne med.
Jyllandsserien 1 - 1. spillerunde
F.f.I. - Skive IK (ll)
Torsdag 1. april klokken 14:00
Empire Stadium
Dommertrio: Michael Karstenskov - Jan Falberg Jensen og Per Værens