Sæsonpremiere: Tretrinsraket af seniorkampe venter i weekenden
Både lørdag og søndag skyder tre F.f.I.-seniorhold efterårssæsonen i gang. Blandt andet venter der den første JS-kamp i 11 år for Damesenior.
Af: Martin "Olic" Pedersen // Foto: Damesenior
Årets første betydende kampe ruller denne weekend.
Vi indleder med en enkelt lørdagskamp, hvor klubbens Serie 3.2-mandskab skal i ilden på udebane mod Hjørring AIK Frems andethold. I forhold til forårssæsonen, som bekendt blev spoleret af COVID-19, er der sket udskiftning på trænerposten.
Det er dog stadig en velkendt herre, der står i spidsen for det ganske unge tredjehold. Der er selvfølgelig tale om Peter Jørgensen, som har sagt ja til at tage endnu en tørn i som træner. Han afløser Thomas Nødbak Petersen, der nu står i spidsen for andetholdet, der går under betegnelsen Serie 3.1.
I efteråret 2019 overlevede F.f.I.’s tredjehold efter en playoff-kamp mod Dronninglund, men med en stærkere seniorafdeling end for bare et år siden, er der optimisme at spore. I hvert fald håber vi, at det ikke bliver helt så nervepirrende denne gang.
Lørdagens opgør i Frem Parken spilles klokken 16:00.
Se turneringsprogrammet her
Serie 3.1
Som skitseret ovenfor, er der også omkring andetholdet sket en udskiftning på trænerposten. Thomas Nødbak Petersen er kommet ind med nogle nye idéer, som han blandt andet også talte om efter den sidste kamp i Strandby-turneringen. Det interview kan ses her.
I Strandby-turneringen blev der grundlæggende leveret flere gode kampe mod ganske kompetent modstand, og det skal de rød/sorte med garanti også få søndag eftermiddag, når Ulsted Boldklub gæster Park Empire (Fodboldvej). Der er kampstart klokken 14:00.
I foråret 2019, da andetholdet sikrede sig oprykning til Serie 2, mødte man ligeledes Ulsted-mandskabet i to ganske tætte kampe, hvilket kastede en sejr af sig til hvert hold.
Med flere dygtige spilleres ankomst i den hastigt voksende seniorafdeling, så har trupbredden også her, fået et nøk opad.
Turneringsprogram
Damesenior JS
Ikke siden 2009 har klubbens bedste damesenior-hold spillet i Jyllandsserien, og med et ganske ungt spillermateriale til rådighed for trænerduoen Allan Gøgsig og Anders Clausen, siger det sig selv, at rutinen på JS-niveau ikke er massivt til stede.
F.f.I.-pigerne har dog efterhånden spillet sammen på seniorplan i flere år, trods holdets lave gennemsnitsalder. Det var også noget af dette, som trænerteamet talte om, da oprykningen blev sikret i maj:
”Den nye generation af Senior Piger i F.f.I. Fodbold blev rykket op i seniorrækkerne i efteråret 2016, selv om gennemsnitsalderen var lav, og mange af spillerne var meget unge. Siden har holdet udviklet sig på alle fronter, og det bliver spændende at følge udviklingen fremadrettet. Vi glæder os over det stærke fællesskab, hvor nye spiller hvert år er faldet godt til. Vi er enormt stolte af holdet, som nu velfortjent skal prøve kræfter med Jyllandsserien,” fortæller Allan Gøgsig og Anders Clausen til Kanal Frederikshavn.
Det længe ventede Jyllandsserie-comeback spilles søndag 9. august klokken 15:00, hvor Empire Stadium danner rammen om opgøret mellem F.f.I. og Holtet IF.
Se kampene for JS-damer
Klubbens to Serie 5-hold må vente lidt endnu på turneringsstart, hvilket også gælder for JS-herrerne, som i aften, fredag, spiller den sidste testkamp på udebane mod Støvring. Turneringsstart for Peter Enevoldsens tropper er søndag 16. august klokken 17:00, hvor det gælder en udekamp mod Gundersted IF.