F.f.I. lukker og slukker fodboldåret 2022 mod Randers Freja
Onsdagens 1-3-nederlag til Aalborg Chang på udebane blev det endegyldige dødsstød, hvad angår overlevelse. Nu handler det om at lukke sæsonen bedst mulig vis, når Randers Freja gæster Empire Stadium søndag i årets sidste kamp.
Af: Martin ”Olic” Pedersen // Arkivfoto: Morten Severinsen
Med F.f.I.’s skæbne er beseglet har de randrusianske gæster noget mere at spille for søndag eftermiddag. Med torsdagens 9-1-sejr over vores med-nedrykkere fra Vatanspor kan de blå/hvidstribede kronjyder stadig nå andenpladsen, der gør at de får to point med over i forårets oprykningsspil i Jyllandsserien. Det skal dog med, at visse andre resultater skal flaske sig i Randers Frejas favør.
Selvom vi intet har på spil er det altid skønt at slutte sæsonen af på en positiv måde. Vi ved, at vi kommer på en hård opgave søndag eftermiddag, for vi har det notorisk svært mod Randers Freja, som man også kan se i Henrik Andersens statistik andetsteds på HJEMMESIDEN. F.f.I. vandt dog den seneste kamp på hjemmebane, da det i foråret blev til en 3-0-sejr.
Det er nu også mere på udebane, at vi har haft det mere end vanskeligt mod det teknisk dygtige Randers Freja-mandskab, som dog i perioder i efteråret har været svingende. Når det er sagt, så er det stærkt potentielt at kunne slutte på andenpladsen i puljen.
Nu handler det for F.f.I. om at få sluttet godt af. Det har ikke været den sjoveste sæson, men lad os nu alligevel forsøge at få rejst os. Selvom det er endt, som det er endt, har vi i perioder spillet fornuftigt, hvis vi dog ser bort fra midtugens opgør på Provstejorden.
Jyllandsserien 1 - 14. spillerunde
F.f.I. - Randers Freja
Søndag 30. oktober kl. 14:30
Empire Stadium
Dommertrio: Andreas Rosander Østvold - Steffen Madsen og Anders W. Bruun