Uafgjort i Vatanspor efter fin fight
På Sødalskolen i det vestlige Århus blev det søndag 1-1 imod Vatanspor. Kasper Sørensen bragte F.f.I. foran efter et kvarter, mens gæsterne udlignede 15 minutter før slutfløjt. I slutfasen havde frederikshavnerne to store mulighed for at tage sejren.
Af: Martin ”Olic” Pedersen // Foto: Morten Severinsen
Det velspillende Vatanspor-mandskab var generelt det boldbesiddende hold, og værterne havde da også bolden i nettet allerede efter seks minutters spil, men helt korrekt blev målet annulleret for offside.
F.f.I.’erne bragte sig foran små ti minutter senere, da en velspillende Troels Kvesel Aaen sendte en præcis bold op i fødderne på anfører Kasper Sørensen, som flot tog afleveringen til sig og satte læderet i det lange hjørne.
Det rødklædte hjemmehold fortsatte med at være dominerende på kuglen, men det var nu ikke fordi der blev skabt chancer i hobetal. Ved de mange indlæg var vores keeper stærk, og langt de fleste bolde blev med stor sikkerhed grebet.
Tyve minutter var der spillet, da Sebastian Venø Frandsen erobrer bolden og sender Kasper Sørensen afsted, men denne gang disker Vatanspor-keeperen op med en fin fodparade. Kaptajn ”Kalle” havde endnu en chance, efter forarbejde af Mads Møller, mens Tobias Wiis lige før pausen flugtede en bold på stolpen kort før pausen. Fine muligheder til frederikshavnerne og en 1-0-føring ved pausen.
Store chancer i slutfasen
De sidste 45 minutter er fortsat med århusianerne i teten, hvad angår boldbesiddelse. Man fornemmer, at der er optræk til en udligning, men den sidste skarphed manglede hos Vatanspor.
F.f.I.’erne havde generelt en vanskelig anden halvleg på bolden, hvorfor Vatanspor havde lettere og lettere ved at etablere et pres.
Udligningen faldt da også med godt et kvarter tilbage, da Sanel Kapidzic helt umarkeret headede bolden ind bag en chanceløs Troels Kvesel Aaen.
Indskiftede William Haven Nielsen kom til en glimrende chance med ti minutter tilbage på klokken, og da Vatanspor i det 86. minut fik en advarsel formåede F.f.I. at sætte et pres ind. Kasper Sørensen var yderst tæt på at blive matchvinder et forsøg på et lob over keeperen, men desværre blev forsøget overplaceret.
Det var unægtelig déjá vú fra opgøret samme sted for præcis et år siden, hvor vi også med lidt mere kynisme kunne tage sejren i de døende minutter.
Nu må vi i stedet vente knap en uge på den forløsende sejr. Lørdag 10. september gæster vi Randers Freja, hvor der er kickoff klokken 12:00.
Kampinfo: Vatanspor - F.f.I. 1-1 (0-1)
Mål: 0-1 Kasper Sørensen (15.), 1-1 Sanel Kapidzic (76.)
10 minutters udvisninger: Vatanspor: Asker Ayhan (86.) // F.f.I. Ingen
Udvisninger: Ingen
Holdopstilling - F.f.I. (4-4-2): Troels Kvesel Aaen - Mohammad Mahmoud Dowah, Mikkel Tolstrup, Daniel Overlade (31: Mikas Seerup), Mathias Bowman - Tobias Wiis (79: Mads Møller genindskiftet), Frederik Guldager, Sebastian Venø Frandsen, Mads Møller (62: William Haven Nielsen) - Thor Kobberup (65: Christian Fuglsang), Kasper Sørensen (c)
Dommertrio: Cihad Eryilmaz - Simon Witt Pedersen og Magnus Tvilling Rasmussen
Tilskuere: Ca. 75
Kampens Spiller: Troels Kvesel Aaen med 5 stemmer