Gamle kendinge tilbage i rødt og sort
I bestræbelserne på at stå stærkest muligt i efterårssæsonen, har F.f.I. Fodbolds STU-udvalg arbejdet i kulissen på at forstærke en i forvejen kompetent seniortrup.
Af: Martin "Olic" Pedersen // Arkivfoto: Anette Gasberg
Det er med stor glæde, at F.f.I. Fodbold kan byde velkommen tilbage til en trio af spillere, som alle tidligere har tørnet ud på klubbens førstehold som profiler.
I den forbindelse er der gensyn med Tobias Overlade, Nikolaj Stisen og Søren Astrup, som hovedsageligt huserer i de defensive geledder, enten som back eller i det centrale forsvar. En rutineret trio, som alle har bevist, at de også er i besiddelse af offensive kvaliteter.
”Det har været vigtigt for os i STU-udvalget, at få spillere ind, som allerede kender F.f.I. og har kendskab til truppens sociale samspil. Tobias Overlade og Nikolaj Stisen har spillet her for nylig, men grundet travlhed med uddannelse og arbejde, valgte begge at holde en fodboldpause. Vi er glade for, at de - sammen med Søren Astrup - er tilbage i klubben,” lyder det fra John Nygaard, medlem af F.f.I.’s STU-udvalg.
Såvel 30-årige Tobias Overlade som Nikolaj Stisen, 25, tager endnu en tørn i F.f.I.-trøjen efter begge har haft andre gøremål grundet uddannelse og arbejde. De to defensivspillere har igen fået overskuddet og lysten tilbage til igen at indgå i F.f.I. Fodbolds seniortrup. Da Tobias senest spillede i klubben, var han under uddannelse som politibetjent, men nu er han og familien vendt retur til Vendsyssel, hvor Tobias har fået job som SSP-medarbejder i Frederikshavn Kommune.
Det er to rutinerede herrer, der vender retur. Tobias spillede i sin første periode i klubben 62 førsteholdskampe og scorede 24 mål, mens Nikolaj i alt står noteret for 93 kampe med syv scoringer til følge.
Søren Astrup vender tilbage til klubben efter syv års fravær. Siden har den nu 24-årige Astrup spillet 49 divisionskampe for Jammerbugt FC, inden han i efteråret 2019 drog til Jyllandsserie-kollegerne fra Gug Boldklub, med hvem han i efteråret 2019 kvalificerede sig til Jyllandsserien 1, der dog blev forpurret af coronavirus-udbruddet. Ligesom Nikolaj Stisen kan også Søren Astrup dække flere defensive positioner, hvor han via sin fysik og en stor arbejdsmoral ofte har gjort livet surt for modstanderne. I sin første F.f.I.-periode - som 17-årig - blev det til otte førsteholdskampe.
John Nygaard glæder sig over forstærkningerne til truppen:
”Vi får tilgang af tre spillere, som hver især både byder ind med stor fysik samt erfaring, men det er også nogle typer, som er dygtige på bolden. De ser alle frem til at spille under Peter Enevoldsen og være med til at løfte F.f.I. det næste skridt - forhåbentligt mod Danmarksserien,” lyder det fra Nygaard.
Derudover kan det oplyses, at Alexander Strauss - lillebror til førsteholdsprofilen Nicolas Strauss - skal prøvetræne med F.f.I. i sommeropstarten. Alexander er 17 år, og har allerede fået kampe for Skagen IK’s Serie 2-hold.
”Alexander ønsker at prøve sig af på et højere niveau, hvilket han får muligheden for i løbet af sommeropstarten. Herefter tager vi en dialog med Alexander,” fortæller John Nygaard.
Afgang grundet studier
Det er ganske vist vilkåret i en by som Frederikshavn, men som altid når det gælder studiestart søger de unge mennesker mod de større byer, eller sågar på studieophold i udlandet. Det er også tilfældet hos en række F.f.I.’ere i seniorregi, som vi må tage afsked med for denne gang. Held og lykke med det videre studieforløb, skal det lyde fra redaktionen.
Der er tale om Jeppe Mikkelsen, Anton Møller og Jeppe Drejer, der alle skal studere i København, mens Cato Kristensen og Jonas Markfoged skal på studieophold i udlandet.
”I F.f.I. Fodbold er vi naturligvis altid kede af spillerafgang, men det er sådan det er, når Frederikshavn ikke er en studieby. Vi håber på at se de dygtige spillere tilbage på et senere tidspunkt, og vi har da også fået tilsagn fra Cato Kristensen om, at han vender tilbage, når han er færdig med sit udlandsophold i foråret 2021,” slutter John Nygaard.
En kort ’ferie’ venter
Peter Enevoldsen, nytiltrådt cheftræner for Jyllandsserie-holdet, kalder allerede til første træning tirsdag 7. juli. I uge 30 skrues intensiteten op, og herefter venter der træningskampe mod puljekollegerne fra HI og AaB. Begge kampe spilles på Empire Stadium, og er i første omgang programsat til henholdsvis lørdag 25. juli og lørdag 1. august.
Førsteholdet lægger fra land i turneringen fredag 14. august, hvor det gælder en udekamp mod vesthimmerlandske Gundersted IF. Se det fulde kampprogram.
Thomas Nødbak Petersen er ny cheftræner for andetholdet i Serie 3.1, idet holdets hidtidige træner Peter Jørgensen indtræder i STU-udvalget. Begge klubbens Serie 3-hold samt Serie 5-mandskab deltager i SEIF’s træningsturnering i uge 31.
Se yderligere turneringsprogrammer for herresenior:
Serie 3.1
Serie 3.2
Serie 5.1
Serie 5.2 (’Legends’)