F.f.I. gæster oprykningsfavoritterne fra FC Djursland
Lørdag eftermiddag går turen til HSM Arena i Grenå, hvor én af rækkens favoritter til oprykning tager imod. FC Djursland mødte vi to gange i efteråret i fjor, og lad os bare sige det, som det er: Vi fik en lektion i begge indbyrdes kampe.
Af: Martin ”Olic” Pedersen // Arkivfoto: Morten Severinsen
Efter sidste weekends tiltrængte 3-0-sejr på hjemmebane mod Thisted FC (ll), gælder det lørdag eftermiddag en modstander af en helt anden kaliber. Vi drager lørdag til Djursland vel vidende, at det kræver en mandfolkeindsats af rang, hvis vi skal drage den lange tur retur til Frederikshavn med point i bagagen.
FC Djursland er velsagtens den største oprykningsfavorit i denne JS1-kreds, og det viste de bestemt også allerede i efterårssæsonen, hvor det blev til en andenplads efter Randers Freja, som man allerede har besejret 3-2 i premieren, ligesom HI er blevet slået med 4-2. Dermed er det Grenå-baserede mandskab i spidsen af puljen med otte point, eftersom man fik to point med fra efterårssæsonen.
’Hajerne’ fra Djursland bed i den grad fra sig i de to indbyrdes møder i august og september sidste år. Ganske vist bragte Thawng Hlawn Ceu de rød/sorte foran i hjemmekampen, men gæsterne sejrede med hele 6-1, alt imens opgøret en god måned tid senere endte med en hjemmesejr på 4-1. F.f.I. leverede i det store hele en udmærket præstation, men fik en lektion i effektivitet.
Nu mødes de to mandskaber igen. Lad os håbe, at F.f.I. kan få et langt bedre resultat denne gang - i modsætning til sensommeren 2021.
Skulle man som tilskuer have lyst til at tage turen til Grenå, er adressen: Stadion Allé 25, 8500 Grenå.
Jyllandsserien 1 - 3. spillerunde
FC Djursland - F.f.I.
Lørdag 9. april kl. 15:00
HSM Arena Grenå
Dommertrio: Rasmus Stisen - Mikael Wiskum og Sebastian Frederik Bilinger