M.A.R.S. er blevet ny sponsor i FfI Fodbold ungdom
Aftalen er indgået for en tre-årig periode og FfI’s fodboldanlæg omdøbes til M.A.R.S. ARENA.
I FfI Fodbold er man glade for at M.A.R.S. er blevet ny sponsor. FfI Fodbold har knap 700 medlemmer, og klubben har udover 19 ungdomshold, 10 seniorhold også 125 mikrospillere i alderen 4-10 år, og det er vigtigt for klubben, at erhvervslivet bakker op omkring det store frivillige arbejde, der lægges i klubben året rundt.
I FfI Fodbold har vi vokseværk – og det er helt fantastisk at vi nu får en økonomisk håndsrækning til vores klub, siger Pauli Jørgensen, bestyrelsesmedlem FfI Fodbold.
Det er første gang, at M.A.R.S. laver en sponsorkontrakt i Frederikshavn og direktør Kim Thygesen udtaler:
"Jeg er utrolig stolt over at M.A.R.S. er blevet sponsor i FfI Fodbold, da vi på den måde er med til at understøtte det vigtige ungdomsarbejde, der laves året rundt i klubben. Vi er en del af lokalsamfundet – og fodbold er jo for alle – og på den måde tilgodeser vi rigtig mange mennesker med vores sponsorat. Og så er både M.A.R.S. og FfI Fodbold jo orienteret ud mod verden – og her tænker jeg på den store internationale fodboldboldturnering, Cup No.1, som FfI Fodbold arrangerer hvert år."
Fakta:
M.A.R.S. er en forkortning af ”Modern American Recycling Services”, og værftet er specialbygget til at genindvinde skibe og offshore-platforme. Virksomheden ligger på havnen og blev etableret i 2018. Virksomheden har i dag 160 ansatte.