Professionel indsats banede vejen for 4-0-sejr i Dronninglund
Der var ingen slinger i valsen for Peter Enevoldsens 11 udvalgte, som lørdag slog Dronninglunds Serie 1-mandskab med sikre 4-0. En ganske solid indsats, hvor cheftræneren blandt andet noterede sig, at spillerne leverede en stærk og professionel indsats.
Af: Martin "Olic" Pedersen // Arkivfoto: Anette Gasberg
F.f.I. burde havde vundet mere end de alligevel sikre sejrscifre på 4-0, da Dronninglunds Serie 1-hold bød op til dans. Kasper Sørensen, som generelt spillede en stærk kamp, havde på egen hånd flere store chancer både i opgørets spæde start, men også efter pausen. Dronninglund havde én rigtig farlig afslutning, som Thomas Kirk sikkert tog sig af. Ellers var det en flok velspillende frederikshavnerne, som kontrollerede opgøret på sikker vis.
Mathias Dyg Jensen var navnlig i første halvleg farlig, og det var også en kombination af fart og teknik, som førte til 1-0-scoringen efter et kvarter. Den nytilkomne venstre kant blev selv nedlagt ude på siden, hvor han efterfølgende selv tog sig af frisparket. Et velplaceret, indadskruet frispark var nær ved at stryge ind i modsatte krog, hvis altså ikke det havde været for først stolpen, og siden Michael Fjordbak, som på bagerste stang kunne dirigere bolden i kassen med skulderen.
Daniel Overlade og Mathias Dyg havde - sammen med Kasper Sørensen - ligeledes et par pæne muligheder for at øge føringen, men F.f.I. måtte ’nøjes’ med at være foran 1-0 ved pause.
F.f.I. gjorde kort proces efter pausen
Det var egentlig ikke fordi, at meget ændrede sig rent spillemæssigt efter sidebyttet. Det skulle da lige være skarpheden, som fik et nøk opad, sammenlignet med første halvleg. Det gik ganske stærkt fra halvlegens start.
På seks minutter gik de rød/sorte fra 1-0 til 4-0. Daniel Overlade blev dobbelt målscorer, da han først udnyttede en flot oplæg af Mathias Bowman, mens han ved det sidste mål har flere gode kombinationer med Kasper Sørensen. Ind mellem disse to mål scorede Claus Christiansen til 3-0, da han fra banens midte sætter to-tre Dronninglund-spillere, inden han ganske sikkert udplacerede Dronninglund-keeperen.
Nu venter opstartens sidste træningskamp, når Vejgaards Danmarksserie-hold onsdag 24. marts klokken 18:30 lægger vejen forbi kunstgræsbanen i Bangsbo. Der er ingen tvivl, om at F.f.I. bliver matchet hårdt, men det er også nødvendigt, da turneringsstarten allerede indledes Skærtorsdag 1. april klokken 14:00, hvor Skives divisionsreserver gæster Empire Stadium.
Efter opgøret i Dronninglund talte F.f.I. Fodbold TV med cheftræneren. Du kan se indslaget fra vores YouTube-kanal HER.
Testkamp: Dronninglund IF (Serie 1) - F.f.I. 0-4 (0-1)
Mål: 0-1 Michael Fjordbak (15.), 0-2 Daniel Overlade (54.), 0-3 Claus Christiansen (55.), 0-4 Daniel Overlade (60.)
Holdopstilling (4-1-4-1): Thomas Kirk - Mathias Bowman, Søren Astrup, Mikkel Tolstrup, Michael Fjordbak - Frederik Guldager - Frederik Torp, Claus Christiansen, Daniel Overlade, Mathias Dyg - Kasper Sørensen (c)
Sådan gik det i lørdagens øvrige testkampe i seniorafdelingen
- Serie 2 spillede efter førsteholdet mod Dronninglunds andethold, som er oprykker til Serie 3. Der skulle således være en vis niveauforskel, og det var der også i første halvleg, hvor F.f.I. tidligt førte 3-0, takket være scoringer af Thawng Hlawn Ceu, belgiske Seppe Op de Beek samt Malte Mikkelsen.
I anden halvleg - grundet et par skader - kørte F.f.I.’erne sejren på 3-0 i land. Næste opgave er tirsdagens testkamp på udebane mod Serie 2-kollegaerne fra Flauenskjold, hvor kampen spilles på græs. - Serie 3 med ny cheftræner, Christian Aabech, afviklede netop sin testkamp mod FC Vakok på græs på Fodbold. Det blev en sikker 6-1-sejr, efter en tidlig 3-0-føring. Aabech kunne fortælle, at holdet reelt havde chancer til flere mål. Tobias Stilling kunne notere sig et hattrick, Gustav Dannervig blev dobbelt målscorer, mens Mikkel Sand Christensen nettede på et hovedstød.
Næste træningskamp: Lørdag 27. marts klokken 12:00 mod Vrå/Børglum IF (Serie 3) på græs på Fodboldvej.
- Peter Vestmarks udvalgte (Serie 4) spillede ligeledes på Fodboldvej, hvor modstanderen var Kvissel-Ravnshøj IF (KRIF), som man ligeledes turneringen. Det var de grønblusede gæster, som kunne glæde sig over en 2-1-sejr. Oliver Simon scorede det enlige mål for F.f.I., hvilket ifølge træneren var et forrygende spark helt op i krydset.
Næste træningskamp: Lørdag 27. marts kl. 14:00 mod Bagterp IF (Serie 4). Ligeledes på græs på Fodboldvej.