Begge seniorhold vandt med 1-0
Der var smalle sejre til både JS2 og Serie 3, som lørdag vandt over hhv. Aalborg Chang og Skagen IK på udebane. Joachim Buchholtz scorede for førsteholdet, mens Mussa Bilombele nettede for Serie 3.
Af: Martin ”Olic” Pedersen // Arkivfoto: Morten Severinsen
Aalborg Chang fra JS1 var ganske vist mest på bolden i 1. halvleg, men generelt stod F.f.I. godt imod defensivt. Hjemmeholdets kanter og backs kørte flere gode overlap, men vores backs, Andreas Hybholt Pedersen og Jeppe Østergaard Christensen, fik dæmmet godt op for Aalborg Changs offensiv.
De zebrastribede skabte et par gode muligheder før sidebyttet, men det var ikke noget, der for alvor gav Troels Kvesel Aaen sved på panden.
F.f.I. kom bedre med i 2. halvleg, og vikarierende cheftræner, Thomas Nødbak Petersen, kunne se et frederikshavner-mandskab, der fik bedre fat i presset. Ad et par omgange så det mere end fornuftigt ud, og det så umiddelbart ud til, at vi havde mere i tanken end Aalborg Chang.
Med omkring et kvarter tilbage bragte F.f.I. sig foran 1-0. Mohammad Dowah smed et godt indlæg ind i boksen, Sebastian Venø Frandsen hoppede over bolden, hvorefter Joachim Buchholtz kunne tæmme bolden og smide den i kassen.
Selvsamme Buchholtz havde kort efter en god mulighed med en friløber, og i slutfasen diskede Troels Kvesel Aaen op med et par stærke indgreb i feltet.
Flot indsats - i særdeleshed efter pausen. Der var ros fra Thomas Nødbak Petersen, ikke mindst grundet vores presspil, som faktisk var mest markant i den sidste del af opgøret.
En god generalprøve forud for næste uges premiere i JS2, hvor Jetsmark IF gæster Frederikshavn. Opgøret spilles lørdag 25. marts klokken 13:00, og der er umiddelbart lagt op til, at kampen afvikles på opvisningsbanen på M.A.R.S Arena (Fodboldvej). Det afhænger naturligvis af vejrforhold, og vi melder ud, så snart vi ved mere.
Start-XI (4-4-1-1:) Troels Kvesel Aaen (c) - Andreas Hybholt Pedersen, Mikkel Tolstrup, Jens Kærsgaard, Jeppe Østergaard Christensen - Nicolaj Mølgaard Christensen, Thor Kobberup, Nikolaj Larsson, Malte Neimann Larsen - Sebastian Venø Frandsen - Joachim Buchholtz
Indskiftere: Ronnie Schou og Mohammad Mahmoud Dowah (begge blev indskiftet, og der blev yderligere skiftet ud)
Serie 3-mandskabet vandt 1-0 på udebane på græs i Skagen, og her blev Mussa Bilombele matchvinder. Dermed også en udmærket sidste test for Peter Vestmark og Allan Jensens tropper, som den kommende lørdag spiller sæsonens første turneringskamp på udebane i Sindal. Kampstart er klokken 15:00.