Molner var Født i Wien, men hans forældre var ungarere og flyttede til Ungarn, hvor Molner fik sin opdragelse. Fritz Molner spillede fodbold i flere store europæiske klubber. Han var træner i Antwerpen, Letland, Bassel og Kassel. I Danmark trænede han AB København, AGF, Randers Freja og Vejen.

Naturligvis kan jeg ikke huske ham, men har fået fortalt, at det var ham der prøvede eller indførte systemet med to fremskudte innerwings og tilbage trukket centerforward og wings, en fremskudt halfback og en tilbagetrukket halfback. Så havde man pludselig det senere kendte 4-4-2.

Poul Snedker forlod FfI som træner i foråret 1956. Afløseren hed Kurt Nielsen som blev kaldt Nikkelaj.

Kurt kom fra Marseille, hvor han havde spillet som professionel. Da han mødte i Frederikshavn, kom han i en Simca med fransk nummerplader. De franske plader holdt ”mindst” den tid de måtte efter dansk lov.

Kurt var skovserdreng med en rigtig københavnsk jargon. Jeg husker ham som en festlig fyr.

Jeg henvendte mig til Henrik Andersen tidligere FfI nu holdleder for landsholdet, han fandt en masse materiale om Nikkelaj.

I første omgang vil jeg skrive om data, så håber jeg, at nogle vil bidrage med hvad de husker af morsomme oplevelser:

Kurt fulde navn var Kurt Børge Nikolaj Nielsen. Født 2. september i Skovshoved. Død 17 juli 1986 I Nykøbing Falster (61år).

Kurt var som spiller angriber mest venstre innerwing.

Spillede i Skovshoved blev professionel i Marseille. Fik 3 landskampe for Danmark og scorede 3 mål.

Han trænede Frederikshavn, Skovshoved, B 1901, igen Frederikshavn, igen B 1901, træner for det danske landshold, Herfølge, B 1901, Fakse og i 1985 igen B 1901.

I 1962 blev det til oprykning for B 1901. I 1968 rykkede B 1901 igen op i 1. division. Da professionel fodbold blev indført i Danmark 1978 trænede Kurt Herfølge som rykkede op i 2. division. Kurt nåede at træne B 1901 i 17 sæsoner!

Kurt var landstræner, da Danmark i 1976 for første gang slog Sverige på udebane siden 1937.

I Flemming Tofts bog Hutlihut, skriver Flemming at det var lidt specielt at have en landstræner, der gik og kridtede baner og solgte sodavand i cafeteriaet i B 1901.

Kurt var også den sidste træner for landsholdet der havde et spilleudvalg til at hjælpe med at udtage landsholdet. Da Sepp blev ansat forlangte han naturligvis at stå med ansvaret for holdet.

//Leif Mikkelsen

Når der er skrevet om flere trænere gennem tiderne i FfI, skal vi ikke glemme Kaj Hansen Aalborg, som var træner i klubben, da holdet rykkede op i 1. division.

Da Kaj kom til klubben, gjorde han det klart, at han ikke vidste meget om fodbold, men at han kunne bringe spillerne i form og samtidig rykke dem sammen i en enhed.

Kaj havde dyrket atletik i Aalborg, han havde været Danmarksmester i 400 meter hækkeløb.

Jeg mener, Kaj Hansen var udlært slagter, men arbejdede som sælger af hjælpemidler til slagterbutikker bl.a. vægte.

Kajs tid i klubben viste, at han var en mand som kunne samle spillerne og give dem gejst.

Han opnåede et stort resultat, selvfølgelig sammen med spillernes fodboldkunnen.

Jeg har talt med Leif Skov om Kaj Hansen.

/ Leif Mikkelsen.

I 1960, da FfI var i 1.division, tiltrådte Erik Kuld som træner i klubben. Kuld var født i Århus i 1925. Han spillede i AGF som angriber, var i truppen der fik bronzemedalje ved OL i London i 1948, uden, der var medalje til ham.

Efter OL i London spillede han i 50`erne i fem forskellige franske klubber bl.a. Lille og Marseille. Kuld nåede fire kampe på landsholdet og scorede et enkelt mål. Fik seks kampe på ungdomslandsholdet  og scorede fem mål.

Herefter blev han træner i FfI i 1960 og 1961. Jeg talte en del med Kuld. Når træningen var overstået og der var møde i spilleudvalget, stod jeg i cafeteriaet i enden af tribunen. Når der var lukketid fulgtes jeg ofte med Kuld ned til banegården, hvor han tog toget til Århus. Han havde bil, men foretrak mange gange tog.

Jeg havde bemærket under træningen, at han brugte meget smidighedsøvelser, det var vigtigt for ham. Han fortalte mig en aften, at det undrede ham, at FfI spillerne ikke kunne lide almindelige simple boldøvelser, han fortalte mig, at selv landsholdet naturligvis trænede bl.a. indersidespark m. m.

Jeg tror ikke Erik Kuld fik den største succes i FfI, han var en stille lun person, som på ingen måde trådte frem. Han trænede bl.a. AGF i 1967-68.

Erik Kuld Jensen døde i Århus i 2004.

Leif Mikkelsen

I årene 1965 til 1971 var jeg kasserer for F.f.I. De første år for hele foreningen, der havde ca. 2200 medlemmer fordelt på 6 udvalg, der tog sig af det sportslige medens økonomien hvilede på bestyrelsen. Strukturen blev ændret i 1970 således at de forskellige afdelinger (fodbold, håndbold m.v.) fik ansvaret for både det sportslige og økonomien, hvilket gav en meget større ansvarlighed. Det er i store træk den struktur man har i dag.

Efter sommerferien i 1970 skulle fodboldafdelingen finde en ny seniortræner. Formand Aage Madsen var til møde i DBU København og her fortalte generalsekretær Erik Hyldstrup, at han havde været på kursus i England og her mødt en ung fodboldtræner, der havde undervist i taktisk træning. Han var tilknyttet fodboldforbundet i Kuwait og havde i sin aktive karriere spillet for Bournemouth og Southampton m.fl. og havde taget den højeste træneruddannelse i England. Mike havde udvist interesse for at komme tilbage til Europa, så Aage aftalte, at Hyldstrup skulle kontakte Mike om han kunne være interesseret i F.f.I.  Af forskellige grunde skete der intet. Fodboldafdelingen bad mig om hjælp, idet jeg nok var den, der var mindst dårlig til engelsk. Dengang  var der ikke noget der hed  e-mail og postvæsenet i Kuwait var på niveau med dagens væsen i Danmark. Men pludselig kom der en fax fra Mike, at han ville komme til Danmark, hvor der var en anden klub, der havde udvist interesse. Han ville gerne afhentes i Aalborg lufthavn. Jeg hentede ham og fortalte ham om alle fortræffelighederne.

Vi skulle møde med fodboldbestyrelsen i det røde hus på stadion. De 5 mand blev præsenteret og Aage fortalte om det daglige liv, herunder, at de hver torsdag efter træningen udtog holdene og så kunne spillerne se på opslagstavlen, om de var udtaget.

Mike afbrød ham og fortalte, at et af hans krav ville være, at det var ham, der ene mand havde ansvaret for holdudtagelsen i alle tilfælde for 1. og 2. holdet. Der gik et sus gennem rummet og Ib Vestergaard, der havde spillet venstre wing, blev ophidset og truede med at forlade mødet og klubben. Vi måtte holde timeout i et kvarter, hvorefter Aage meddelte, at man var indforstået med at gå ind på Mikes krav, men hvis han var i tvivl om en af spillerne, ville de gerne høres. Efter et par timers opstemt drøftelse af kontraktforhold, kørte jeg i lufthavnen med ham. Men vi manglede at drøfte løn og det lykkedes ikke at skabe forståelse for, at nu var der ikke en sheik til at betale hyren og havde også vanskeligheder med værdien af den danske krone, når skatten var trukket. Han troede faktisk at jeg drev gæk med ham. Da han lettede med flyveren, troede jeg ikke, at jeg nogensinde ville se ham igen. Vi aftalte dog, at vi skulle sende et udkast til kontrakt og derefter høre fra ham. Et af problemerne var, at han havde kontrakt i Kuwait indtil 1. juli 1971 og da var vi jo halvt inde i turneringen.

Men pludselig meddelte han, at han kunne starte 9. marts 1971. Det var umiddelbart før turneringsstart, men vi var så heldige, at sergentskolen havde alle tiders FUT træner Finn Kristiansen, der med supermoderne træningsmetoder, fik spillerne i fin fysisk form, så det var nogle flotte fyre, der mødte op til den første træningskamp med Mike som træner. Det foregik i Esbjerg i isnende kulde. Jørgen Petersen (Peiter) havde egen sportsforretning, så han var pakket ind som om han var ishockeyspiller og alle var i lange bukser og mindst to trøjer. Da Mike så dem løbe ud til opvarmning, blev hele flokken sendt ind igen og beordret i korte bukser og trøje. Det var en barsk oplevelse. Vi spillede elendigt og tabte kampen. Der var stilhed på hjemturen. Vi tabte 1. turneringsskamp, vandt den næste, men løb så ind i kniven i Herning den 12. april. Vi skulle spille 4-3-3 med de tre angribere søgende ind mod målfeltet, hele holdet med undtagelse af de to midterforsvarere skulle spille angrebsfodbold, og de to backs skulle skiftevis gå med frem som wingbacks eller svingere, som han kaldte dem. Brødrene Per og John Thomsen var som skabte til disse roller og kunne i øvrigt som håndboldspillere kaste lange indkast. Vi startede også kampen med stort engagement, men Herning havde afluret, at hver gang en af backerne strøg med frem, efterlod han et tomrum bag sig, som Herning kunne spille en dyb bold ned i og det

gjorde de 5 gange med stor succes og vandt kampen med 5 – 1. Næste formiddag mødte Ib Westergaard op på mit kontor og forlangte, at Mike omgående skulle fyres, for enhver burde indse, at man ikke kunne spille uden wings.

Da Ib selv spillede, stod han på sidelinien, fik bolden spillet i fødderne og driblede ned til hjørneflaget og centrede ind over. Jeg fik sendt bud efter Mike, der absolut ikke var i godt humør. Ham og Ib var voldsomt uenige om spillesystem m.v. og hele kontoret blev stillet op som kegler, der skulle illustrere forskellen. Efter en times løben frem og tilbage, enedes de om at kigge fremad og jeg kan da godt afsløre, at Ib Westergaard endte med at blive Mikes bedste ven her i Frederikshavn.

Der blev arbejdet hårdt på træningsbanen med den enkelte spiller og med 4-3-3 systemet, der efterhånden blev bedre og bedre. Han var meget glad for spillerne tekniske formåen, men forlangte koncentration og mere hårdhed, idet vi var for nemme at kyse væk. Han elskede engang imellem at flytte konditionstræningen til stierne i Bangsbo og afslutte med en tur til Cloostårnet, hvor spillerne måtte lide den tort, at han var den første der kom hjem til Møllehuset. Alt blev fornyet, og det vil føre for vidt at gennemgå alle forandringerne,

men jeg vil nævne en meget interessant oplevelse. Jeg havde ham med ned til rådhuset, for at præsentere ham for borgmester Villy Christensen, der meget venligt fortalte, at IF (hvis) F.f.I. rykkede op i 2. division ville han love støre kommunalt engagement. Mike for op af stolen og gjorde opmærksom på, at det ikke hed IF, men WHEN (når) vil rykker op, og så var det for øvrigt nu, der var behov for støtte. Han mente for øvrigt, at skolerne burde have fodbold på skemaet og han tilbød at undervise kommunens lærere i fodboldtræning m.v. Borgmesteren var lamslået men ikke desto mindre indførte man fodbold på skemaet og lærerne fik fri til at deltage i Mikes træning. Han præsterede også en genistreg ved at invitere alle fodboldtrænerne i Vendsyssel til træning og kamp på stadion mod F.f.I.s førstehold med efterfølgende kammeratligt samvær.

I starten af maj måned 1971 havde vi besøg af Leicester, der netop var rykket op fra 2. division, og de fejrede oprykningen med en ferietur og træningstur til Danmark. De spillede i 3 byer, hvor Frederikshavn var den sidste og det blev en kæmpesucces. De var her i 3 dage, og kampen mod vores 3. divisionshold blev en stor oplevelse. Mike brugte kampen til at vise spillerne, hvorledes 4-3-3 kan spilles. Leicester vandt, men vi fulgte godt med.  Dagen efter havde vi arrangeret fisketur til Hirsholmene, hvilket blev en oplevelse for englænderne. Om aftenen var de til middag hjemme hos vores spillere og ledere. Jeg havde eksempelvis sekretæren, træneren og Mike til bespisning, og det blev en fornøjelig aften med kun eet emne på programmet. Sidste aften var der fest for spillerne med damer, men englænderne var uden damer. Det blev imidlertid løst ved, at vi skaffede 15 skønne kvinder fra byen. Jeg inviterede eksempelvis pigerne på kontoret med til festen, og de fik lidt af en oplevelse. Under middagen kom jeg til at fortælle, at jeg skulle til London midt i juli sammen med min driftsleder Per Pranger Pedersen. Nogle dage senere kom der brev fra Leicester med stor tak for alt i Frederikshavn samt en invitation til en dag i London. Så ville formanden og sekretæren komme ned fra Leicester og arrangere en dag for Mike, Per og undertegnede. Vi takkede naturligvis ja, og vi mødtes på Stamford Bridge hos Chelsea, hvor deres formand og sekretær serverede kaffe m.v. og fortalte om klubben.

Jeg har på fornemmelsen, at de ikke anede, hvor Frederikshavn var, men pludselig havde Mike fundet en pokal og flagstang med det danske flag og F.f.I. emblem, som Chelsea havde vundet i Frederikshavn. Så var vi næsten i familie. Vi fortsatte til Arsenal på Highbury, hvor formanden og sekretæren tog imod os. De var i strålende humør. Arsenal havde netop vundet ligaen og landspokalen samt ynglingemesterskabet. Anfører Frank Mc Lintoch var kåret som årets spiller. Han deltog i frokosten og viste sig at være en rigtig

gentleman. Dagen sluttede med, at Leicester gav middag på Talk of the Town, hvor vi fik alt det, vi kunne spise og drikke. Det skal i parentes bemærkes, at jeg dengang kun drak vand, men i dag ikke har noget til gode!

Ved hjemkomsten til Frederikshavn var Mike fyldt med optimisme og energi, så der blev arbejdet hårdt med træningen, så vi den 25. juli var nogenlunde klar til at møde Hamburger Sports Verein, der var på træningstur. Vi tabte den flotte kamp, bl.a. fordi de i Uwe Zeeler havde en rigtig tank centerforward. 1½ time før kampstart var der mødt 3.000 tyskere (turister), der skabte en fantastisk atmosfære. Mike pressede på med mange nye ideer, og bestyrelsen besluttede den 20. august 1971 at forlænge hans kontrakt til ultimo 1974.

For mit eget vedkommende var jeg travlt optaget som leder af Dafolo, der var i rivende udvikling, så jeg måtte sige fra at bruge tid som ”konfliktkonsulent” for Mike m.fl., så jeg mistede efterhånden kontakten med ham. Vi vandt ikke 3. division i 1971, men havde flot spil i 1972, og da der manglede 3 kampe, var vi 6 point foran nr. 2 med langt bedre målscore, så vi var 99,9% sikre på oprykning til 2. division. Men vi tabte det hele på gulvet og blev ikke nr. 1. Jeg ved ikke, hvad der skete, men Mike blev fritaget for sin kontrakt, da der manglede de tre kampe og forlod landet. Han savnede sin tidligere ægtefælle, der var flyttet til Australien. Han flygtede down under og bortset fra Frank Nielsen, har ingen hørt fra ham. Heldigvis var der lagt så godt et grundlag, at vi de næste år kom op i 1. division. Tiden med Mike var en lærebog i kulturforskelle. Hans topprofessionelle indstilling kolliderede mod vores amatøragtige indstilling, og han må have betragtet os som de rene bonderøve. Han var dog meget stolt af de mange dygtige spillere, der var ivrige for at lære og vise resultater. Jeg vil også fremhæve fodboldbestyrelsen m.fl., der holdt hovedet koldt, når temperamentet var ved at koge over. Men tiden viste også, at der i Frederikshavn er en sand fodboldkultur, der elsker angrebsfodbold, elegant positionsspil, kampgejst, spilleglæde og vinderkultur.

af: Kaj Jørgensen

Efter at Henrik Andersen tidligere kontoret på FfI nu holdleder for A Landsholdet, sendte en oversigt over trænere i FfI gennem tiderne, har der været enkelte indlæg om nogle af trænerne.

Jeg kontaktede John ”Østervrå” Christensen, som var leder i FfI gennem 17 år, efter sin egen fodboldtid med kampe på klubbens 1. hold. John fik JBU`s Sølvnål. 

John fortæller om Peter Stubbe som trænede FfI i 1973 i 2. division.

Stubbe kom fra Tyskland nærmere Eckernførde. Peter havde spillet bach på Werder Bremen. Da han trænede FfI var Torben Lylloff holdleder for førsteholdet.

Trænerne Peter Stubbe, Walter Pfeiffer og Mike Laing boede i Hånbæk, mens de var i byen.

John fortæller, når spillerne skulle med bus på udebane og kørte fra Stadion, var det ikke altid Stubbe var der, men når så de var kørt, varede det ikke så længe før Stubbes Mercedes lå bag bussen.

Leif Mikkelsen

John ”Østervrå” Christensen har fortalt lidt om Walter Pfeiffer. 

Efter Peter Stubbe kom Walter Pfeiffer i 1974 0g 75. Walter var fra Østrig, kom dog til FfI fra Randers Freja. Havde af og til besøg af sin kone som var blevet i Østrig. Walter var lystfisker i fritiden og John husker, at de for små fisk han fangede, tog han med hjem i badekarret til de kunne spises!

John mener også, at det var Walter der opfandt ”Chokolademålet”. Det var det østre mål på Stadion. Det hed sig, vi skal have chokolademålet at skyde på i 2. halvleg, så vinder vi!

Walter blev afløst af Kaarlo Niilonen i 1976.

Hvem kan skrive lidt om Kaarlo?

Leif Mikkelsen

Mogens Nyeng Hansen har skrevet lidt om Kaarlo Niilonen, og nederst på siden findes et link med en del avisudklip fra Kaarlos tid i F.f.I. 

Kaarlo blev født i Finland i 1922, og spillede 3 landskampe for det finske    fodboldlandshold.
Fra 1939-1946 spillede han for Klubben Kotkan Tyøvaen Palloilijat.

I 1946 kom Kaarlo til København og spillede én sæson for de regerende danske mestre B93. Siden skiftede han til Skovshoved, hvor han spillede fra 1949-1952.
Senere spillede Kaarlo i FC Solothurn, Schweiz, hvorefter han kom tilbage til Danmark og blev træner i Viborg, som han rykkede op i 3. division med i 1959. 

Kaarlo opnåede stor succes i AaB, var træner for holdet der rykkede op i 1.division i 1962 og 1964, og som i 1966 vandt pokalturneringen med sejr over KB. Da AaB i 1970 var pokalturneringen for anden gang, var det også med Kaarlo ved roret. 

Fra 1961-966, trænede Kaarlo det danske  B-landshold.

Hvordan kom Kaarlo til FfI Frederikshavn.

I 1975 tegnede vi kontrakt med Christian Andersen for 2 år, som på daværende  tidspunkt spillede professionel i Cercle Brygge, Belgien. Det var planen at Christian skulle være spillende træner.  Christian Andersen fortrød at han havde skrevet under og ønskede at blive løst for kontrakten, da han havde fået tilbud fra en fransk klub.

Bestyrelsen måtte i gang, flere spillere bl.a. Tage Sønderby anbefalede Kaarlo Niilonen og vi kontaktede derfor Kaarlo, som vi fik et møde med i Aalborg, og der blev lavet en 2 årig kontrakt.

Kaarlo startede i FfI i 1976, hvor vi var i 2. division, og Kaarlo førte os til oprykning til 1. division. Vi rykkede ud af 1. division i 1978.

Kaarlo fik en lidt træls afslutning i Ffi.  Da der var 3 kampe tilbage, henvendte spillerne sig til bestyrelsen, de mente ikke at Karlo havde troen på at de kunne redde sig.

Vi i bestyrelsen blev nød til at handle. Vi fik Kai Arne Nielsen til at assistere Kaarlo i fuld overensstemmele med Kaarlo selv. Vi skulle spille i Esbjerg,- så det var med overnatning. Det var en hård tur , vi tabte og samarbejdet mellem de 2 Kai Arne og Kaarlo fungerede ikke. 

Det var hårdt for Kaarlo og for vi andre at se på. Vi som bestyrelse, var jo tvunget til at handle , at det så endte med en nedrykning gjorde  det ikke bedre.

Desværre valgte Kaarlo at stoppe før tiden, - men nok naturligt. Så derefter så vi ikke meget til Kaarlo.  Vi var på ingen måde uvenner, det tror jeg ikke man kunne blive med Kaarlo, han var et dejligt menneske. Jeg havde bl.a. fornøjelsen at have Kaarlo med i bilen til Aalborg, hvor vi skulle ud at fejre Kaj Holms runde fødselsdag. (Frederikshavner med mange år i AaB´s bestyrelse)

Kaarlo døde 24. februar 1996.

Kaarlos tid i FfI