Et godt udvalg af træningskampe denne weekend
1. marts 2019Af: Martin "Oli?" Pedersen Førsteholdsherrene i JS2 skal søndag - midt i kirketiden - ud i opstartens formentlig hårdeste test, når AaB´s Danmarksserie-hold gæster kunstgræsbanen i Bangsbo. Der vil være rigeligt med kampe henover weekenden.
I skrivende stund (fredag aften, red.) spiller Serie 4-holdet imod Skagens andethold på kunstgræsbanen, og der er i sandhed seniorkampe spredt ud over hele weekenden.
Lørdag klokken 13:30 møder Peter Jørgensens tropper som bekendt Serie 3-mandskabet PSI/Serritslev på Serritslev Stadion. Det skal i den forbindelse siges, at lørdagens værterne er placeret i en anden Serie 3-pulje end F.f.I.-mandskabet.
Klubbens ”nyoprettede” Serie 5-mandskab - det vil sige sidste års U19 Drenge - tager imod Nørresundby/Aalborg Sydøst-baserede FC Dansom, der for bare halvandet år siden var tæt på oprykning til Serie 2. Der er løbet meget vand i åen for den dansk-somaliske klub, der i juni 2017 har været udelukket af DBU Jylland efter en voldsepisode. Fra foråret 2019 spiller klubben imidlertid i Serie 5.
F.f.I.´s førsteholdsherrer i JS2 skal søndag stå tidligt op. Ikke alene fordi kampen spilles allerede klokken 11:00, men i virkeligheden mere fordi holdet skal ud i opstartens velsagtens største test. Det er nemlig AaB der igen gæster kunstgræsbanen i Bangsbo, men denne gang er der skruet et par - hvis ikke tre - niveauer op. Hvor F.f.I. for to uger siden mødte de bolsjestribedes U19 Liga 1-mandskab, så er det altså klubbens Danmarksserie-hold, der aflægger visit på ”Bjerget” i Bangsbo. Troels Gaardbos tropper skal i den grad steppe op efter sidste weekends skuffende indsats mod Dronninglunds oprykkere – ellers kan det formentlig blive en ganske lang formiddag på kunstgræsbanen i Bangsbo.