Rød/sort drømmestart sikrede storsejr mod Helsted Fremad
Claus Christiansen - for første gang benyttet helt i front - blev dobbelt målscorer allerede efter ti minutter, da F.f.I. søndag eftermiddag kørte medoprykkerne fra Helsted Fremad midtover. 5-0 stod der på tavlen efter 90 minutter.
7. april 2019
Af: Martin "Olic" Pedersen
Som Kanal Frederikshavns Michael Frederiksen flere gange skrev efter kampene sidste efteråret, var F.f.I. over modstanderen med aggressivt pres fra første fløjt. Det var også overskriften på indledningen af dette opgør, og allerede efter mindre end to minutters spil gav det pote. Frederik Guldager erobrede bolden og fandt med en præcis stikning i dybden Claus Christiansen, der i første omgang måtte se sin afslutning halvklaret af Helsted-keeper Kian Poulsen. Claus var dog hurtigt over returen, og fik spadseret bolden i kassen til en tidlig føring på 1-0.
Claus ”CC” Christiansens angrebsiver fortsatte og bare få minutter senere var han på spil igen, da han udnyttede at Helsted-målmanden var på skovtur. Således kunne han ude fra venstre side dreje bolden over i det lange hjørne.
F.f.I.-defensiven leverede, nøjagtigt som mod MorsØ FC, en disciplineret indsats defensivt, og levnede ikke Helsted mange muligheder. En enkelt kvalificeret afslutning blev til det for de grønblusede, men ellers var Lasse Fjordbak i frederikshavner-målet ikke overanstrengt denne søndag.
Værterne skruede en kende ned for tempoet som første halvleg skred frem, men det lykkedes dog alligevel at øge føringen med syv minutter til pause. Nicolas Strauss røg igennem og fik i første omgang afsluttet. Dommer Torben Clausen så en forseelse i forbindelse med Strauss´ afslutning og pegede - til stor fortørnelse for Helsted - på pletten. Det efterfølgende straffespark skulle Tobias Overlade tage sig af, og det tog han sig usvigeligt sikkert af, og så var F.f.I.-mandskabet oppe med 3-0 - en stilling der også holdt til pause.
Lidt lavere tempo, men F.f.I. satte de sidste søm kisten
De sidste 45 minutter levede måske ikke op til niveauet fra første halvleg, men F.f.I.´erne leverede en yderst stabil indsats, der altså medførte at Helsted ikke fik muligheden for at få færden af et potentielt comeback.
Til trods for et lavere tempo efter sidebyttet var F.f.I.-offensiven stadig i hopla, og fik da også lukket og slukket for den sidste spænding midtvejs i anden halvleg. Nikolaj Stisen, der var yderst velspillende, tog et godt rush op ad venstresiden. Med en vaskeægte rundskæv ind via overlæggeren fik han overlistet en noget overrasket Helsted-målmand. Daniel Overlade fik efterfølgende bolden i mål, men bolden var over stregen i første omgang, og derfor giver vi Stisen målet i denne omgang.
En håndfuld minutter senere skulle Daniel Overlade komme på tavlen, da han udnyttede Claus Christiansens veltimede pasning i dybden. F.f.I.-mandskabet formåede herefter at køre sejren hjem med stor kløgt, og dermed endte det med en overbevisende 5-0-sejr. Absolut en god start af de rød/sorte JS-oprykkere med maksimumpoint for to kampe og tillige to clean sheets.
JS2-mandskabet skal forsøge at følge op på de gode takter fra de to første spillerunder lørdag 13. april, når turen går til Støvring. Der er kampstart på Støvring Stadion klokken 15:00.
Se Kanal Frederikshavns udsendte reporter, Michael Frederiksens reaktioner fra den dobbelte målscorer og Kampens Spiller, Claus Christiansen her. Derudover er skribentens interview med cheftræner Troels Gaardbo tilgængeligt på F.f.I.´s officielle Facebook-side. Sidst men ikke mindst livestreamede Helsted Fremad opgøret, og de fulde 90 minutter kan ses via klubbens Facebook-side her.
Kampinfo: F.f.I. - Helsted Fremad 5-0 (3-0)
Mål: 1-0, 2-0 Claus Christiansen (2., 10.), 3-0 Tobias Overlade (39./str.), 4-0 Nikolaj Stisen (66.), 5-0 Daniel Overlade (70.)
10 minutters udvisninger: F.f.I.: Jesper Gasberg (48.) // Helsted Fremad IF: Zlatko Galijatovic (38.), Thyge Sall (55.), Nicklas Høgh Mahler (70.)
Udvisninger: Ingen
Holdopstilling - F.f.I. (4-4-2): Lasse Fjordbak - Nikolaj Stisen, Tobias Overlade (72: Tobias Wiis), Michael Fjordbak (c), Jesper Gasberg (79: Casper Larsen) - Marcus Grønning (66: Jeppe Drejer), Frederik Guldager, Cato Kristensen, Nicolas Strauss - Claus Christiansen, Daniel Overlade
Tilskuere: 175
Dommertrio: Torben Clausen – Kasper Søndergaard Sørensen og Jan Falberg Jensen
Kampens Spiller: Claus Christiansen med 8 stemmer