Flot senioropbakning til lørdagens standerhejsning
Af: Martin "Olic" Pedersen // Fotos: John Nygaard
Stor tilfredshed med deltagerantallet til standerhejsningen - samt træningsdeltagelsen generelt - var noget af det, der blev talt om, da sæsonen i F.f.I. Fodbold officielt blev skudt igang i seniorregi lørdag eftermiddag.
På en meget mild januareftermiddag kunne vimplen gå til tops i flagstangen, akkompagneret af et klassisk F.f.I.-hurra. Det var det forgangne års "Årets Spillere" i henholdsvis dame- og herresenior - i form af Sabine Petersen og Frederik Guldager - der kunne sende flaget i toppen (se øverste billede i fotocollagen).
Carsten Venø var på pletten med både et skriv og lidt billeder, og det kom ligeledes en beretning ud af om lørdagens standerhejsning, der som sædvanligt blev afsluttet med en portion suppe og/eller en rød hotdog. Se mere på nedenstående link:
I seniorregi kunne de respektive trænere og ledere glæde sig over en flot opbakning hos begge køn. Omtrent 15 dameseniorspillere troppede op til stor tilfredshed for trænerne Allan Gøgsig og Anders Clausen.
For herresenior har opbakningen indtil videre været ganske imponerende, forlyder det fra trænere og ledere i afdelingen. Eksempelvis troppede omkring 40 herreseniorspillere op til standerhejsningen, fordelt på Jyllandsserien 1, Serie 3 og Serie 5.
Det tegner til, at det ikke bare er en enlig svale...
Stor tilslutning udfordrer baneforholdene
Da herreseniorafdelingen indledte træningen mandag 13. januar, så var det med en ret imponerende tilslutning. Hele herreseniorafdelingen tæller 60 mand, der træner kontinuerligt, og så har vi ikke engang talt 'Legends' med.
Med en forfalden kunstgræsbane på Fodboldvej, så må vi leje os ind hos Bangsbo, men med så mange spillere - og kun én bane til rådighed - må træningstrupperne deles op i to, således at trup 1 træner mandag og onsdag, mens trup 2 er på banen tirsdag og torsdag.
Det er nu ikke 'forbudt' at træne med de andre dage, og det har en række spillere rent faktisk benyttet sig af.
Den foreløbige træningsindsats er i den grad noget, som de respektive afdelingers trænere har bemærket.
Trupnyheder
At så mange dygtige spillere har valgt at tage handsken op i fodboldforåret 2020 skyldes ikke mindst, at afgangen har været yderst beskeden, og langt hen ad vejen er kontinuiteten intakt hos samtlige hold.
Vi kan dog afsløre lidt nyt på spillerfronten. Lad os ganske kort præsentere:
Robert Schultz (t.v. på profilbillederne)
23-årige Robert Schultz har tidligere fået et par kampe for Jammerbugt FC's divisionshold, mens vi har stødt på Robert, når vi har spillet mod Jetsmark i Serie 1, hvor han ofte har været at finde.
Robert, der kommer til fra IF Fremad Nørhalne fra Serie 2, dækker flere defensive positioner såsom stopper, back og den defensive midtbane.
Frederik Torp
24-årige Frederik Torp kommer til fra Dronninglunds Serie 1-hold, for hvem han i 2019 scorede sammenlagt 24 mål for (12 i hver halvsæson). Foruden fodbold, er Frederik en dygtig målmand i håndbold, og han er ikke helt uvant med F.f.I., da han i en årrække har tørnet ud for klubbens 2. divisionshold på håndboldscenen.
Det er de offensive pladser Frederik gør sig på i fodboldregi, og meget ofte som kantspiller eller helt i front.
Mikas Seerup (t.h. på profilbillederne)
Snart 20-årige Mikas Seerup er oprindeligt fra Østervrå, men har også prøvet kræfter med fodbolden i Vejle og Hedensted, da han som ganske ung satsede på fodbold på højere plan kombineret med uddannelse. Efter eget udsagn var det dengang som målmand.
Nu er Mikas - nøjagtigt som Frederik Torp - at finde på de offensive pladser. Da Mikas vendte retur til barndomsklubben Østervrå IF, scorede han pænt med mål - heriblandt 12 mål i efteråret 2019 i Serie 2.
F.f.I. Fodbold ønsker jer alle tre velkommen i rødt og/sort.
Et link mellem ungdoms- og seniorafdelingen
F.f.I. Fodbold kan derudover glæde sig over fortsat at have et U17 Drenge Liga 1-mandskab i 2020, og her er der sket et par ændringer.
Holdets hidtidige træner Michael Jørgensen vil fremadrettet hellige sig arbejdet som ungdomskoordinator i F.f.I. Fodbold, mens han samtidigt skal være chef-trintræner for U13 og U14.
Derfor er det glædeligt, at Jonas Nødbak Petersen, 30, vender tilbage i en cheftrænerrolle i F.f.I. efter på flotteste vis at have stået i spidsen for udviklingen af ungdomsspillere i AaB, hvilket vi nu blandt andet ser klubben høste frugterne af nu.
I F.f.I. Fodbold er vi er yderst tilfredse med at kunne hente en så stærk kapacitet ind som Jonas, hvor det også handler om at være et stærkt bindeled mellem ungdoms- og seniorafdelingen.
Det er noget som Jonas Nødbak Petersen tidligere har haft erfaring med i F.f.I. Her kan det også nævnes, at en bredt udsnit af - i særdeleshed - årgang 1998-spillere forlængst har slået igennem på klubbens bedste seniorhold.
Vi ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde med Jonas.
Lad os runde af ved at konstatere, at det har været en god indledning på fodboldåret 2020, og forberedelserne hertil. Vi glæder os til at se så mange jer, støtte seniorafdelingen - hvad enten det er damesenior, Jyllandsserie 1 eller Serie 5. Uanset hvad, så vil der blive sat pris på jeres opbakning.
Vi ønsker alle en god sæson 2020. Lad det blive et godt F.f.I.-år!