Første testkamp for Serie 3.2 fredag aften - JS1 møder i stedet Aalborg KFUM
Af: Martin "Olic" Pedersen // Fototekst: Frederik Torp - holdets nye mand - er igen med i truppen // Foto: John Nygaard
Tre af klubbens herreseniorhold skal alle i aktion i weekenden: JS1 tager imod Aalborg KFUM lørdag, mens Serie 3.2 fredag aften spiller en intern testkamp mod U17 Liga 1. Serie 3.1 gæster søndag HI.
Jyllandsserie 1-mandskabet skulle oprindeligt have mødt Gundersteds JS2-oprykkere, men den vesthimmerlandske klub kunne ikke stille hold. Derfor er Aalborg KFUM fra Serie 1 trådt til i 11. time.
De nye modstandere fra Aalborg KFUM var i playoff-kamp om oprykning mod Skives divisionsreserver, men led et 0-2-nederlag, hvilket førte til at Skive i sidste ende mødte Aalborg Chang fra efterårets Jyllandsserie-pulje. Her blev det til en sejr til skibonitterne efter straffesparkskonkurrence, og dermed en plads i Jyllandsserien 2 fra foråret 2020.
Aalborg KFUM er uden tvivl et stærkt mandskab, hvad også topplaceringen i efteråret indikerer. De indbyrdes opgør mod Hasseris-klubben er altid svære for de rød/sorte, hvilket også var tilfældet for et år siden, da F.f.I. senest mødte Aalborg KFUM i en testkamp. Trods en sejr på 5-1, så var et en jævnbyrdig affære.
Vi er glade for, at Aalborg KFUM er trådt til med så kort varsel. Uanset skift af modstander, så spilles kampen stadig i Bangsbo lørdag, og kampstart klokken 13:20 er uændret.
Fredag aften tager tredjeholdet - Serie 3.2 - imod vores talentfulde U17 Liga 1-mandskab, og her er der kick-off klokken 20:00. Værd at bemærke er, at det interne opgør er med en sand brødreduel på trænerbænkene, idet Thomas Nødbak Petersen står i spidsen for Serie 3.2, alt imens lillebror Jonas er ny træner for U17 Liga 1-mandskabet.
I weekendens sidste testkamp i herreseniorregi drager Serie 3.1 søndag til Landlyst, hvor sidste efterårs konkurrenter i bunden af Serie 2 - i form af HI's Jyllandsserie-reserver - venter. HI klarede, modsat F.f.I.'erne, overlevelse i Serie 2, så der venter en svær opgave for Peter Jørgensens tropper. Der er kampstart på HI's kunstgræsbane klokken 14:00.