Opstartsprogram for F.f.I.´s herreseniorafdeling
Af: Martin "Olic" Pedersen // Chefcoach Troels Gaardbo samt spillerne indleder opstarten allerede medio januar // Arkivfoto: Anette Gasberg
Selvom der på nuværende tidspunkt er dømt fodboldpause for F.f.I.´s herreseniorafdeling, er forberedelserne frem mod fodboldforåret 2020 allerede i fulde omdrejninger - i første omgang med opstart og træningskampe.
- Der venter vel nok den mest spændende forårssæson i F.f.I. Fodbolds seniorafdeling i flere år, lyder det fra cheftræner Troels Gaardbo indledningsvist i det skriv, spillerne har fået at forholde sig til, mens den står på julepause. Det kan man ikke fortænke Gaardbo i.
Førsteholdet skal som bekendt spille i Jyllandsserien 1, og dermed om oprykning til Danmarksserien. Tilmed indledes JS1 med tre overførte point, da man formåede at vinde efterårets Jyllandsserie.
Klubbens andethold klarede desværre ikke skærene i Serie 2, og indleder derfor 2020 i Serie 3, mens Thomas Nødbak Petersen og hans unge tredjehold - ligeledes Serie 3 - leverede en flot slutspurt og reddede sig via en playoff-kamp mod Dronninglunds Serie 1-reserver. Stammen på begge mandskaber består af mange unge spillere, og den erfaring spillerne har opbygget, skal gerne være medvirkende til, at andet- og tredjeholdet lægger yderligere et lag på niveaumæssigt.
Opstart & træningskampe
Når det kommer til at bygge på, så er det alfa og omega med en god opstart, og grundstenen til dette er netop ved at blive lagt. I første omgang kan ffifodbold.dk offentliggøre træningskampene for Jyllandsserie 1-mandskab, mens Serie 3.1 og Serie 3.2 som udgangspunkt deltager i DBU Jyllands træningsturnering, om end der er på tale at arrangere et par kampe på egen hånd.
Herreseniorafdelingen har allerede træningsstart tirsdag 13. januar, hvilket sandsynligvis skyldes, at primært førsteholdet allerede spiller turneringspremiere 21.-22. marts, og dermed er årets træningslejr - igen i år på DBU´s Hotel & Kursuscenter i Tilst ved Aarhus - rykket tidligere frem end hvad tilfældet var i 2019.
Opstartens nøgledatoer
- Tirsdag 13. januar: Træningsstart for herresenior (Kunstgræsbanen Bjerget, Bangsbo)
- Lørdag 25. januar kl. 13:00: Officiel standerhejsning
- Fredag 31. januar: Første træningskamp for JS1
- Weekenden 28. februar - 1. marts: Træningslejr i Tilst (herre- og damesenior)
- Weekenden 21.-22. marts: Turneringsstart for JS1: F.f.I. - Viborg FF
- Weekenden 28.-29. marts: Turneringsstart for Serie 3-holdene
Træningskampe for Jyllandsserien 1
- Fredag 31. januar kl. 19:00: F.f.I. - Nørresundby FB (DS) - Kunstgræs i Bangsbo
- Fredag 7. februar kl. 19:20: Vantanspor (JS1) - F.f.I. - Kunstgræs i Brabrand
- Lørdag 15. februar kl. 13:20 F.f.I. - Gundersted IF (JS2) - Kunstgræs i Bangsbo
- Lørdag 22. februar kl. 13:20: F.f.I. - Vejgaard B (ll) (JS2) - Kunstgræs i Bangsbo
- Lørdag 29. februar kl. 16:15: Fuglebakken KFUM (JS1) - F.f.I. - Kunstgræs i Tilst
- Lørdag 7. marts kl. 12:15: Aalborg Chang (Serie 1.1) - F.f.I. - Kunstgræs i Chang
- Lørdag 14. marts kl. 13:20: F.f.I. - Aabybro IF (Serie 1) - Kunstgræs i Bangsbo
Disse kampdage og -tidspunkter kan ændre sig, så vil man være opdateret, så kan man tjekke ffifodbold.dk eller klubbens officielle Facebookside.
Vi glæder os til at påbegynde arbejdet frem mod en uhyre spændende forårssæson. Indtil da ønskes I alle en glædelig jul, samt et lykkebringende nytår. På gensyn rundt om på banerne i 2020!