DBU BREDDE MED KLAR OPFORDRING: FORTSAT INGEN TRÆNING I KLUBBERNE
DBU følger løbende sundhedsmyndighedernes påbud og anbefalinger vedrørende corona-smitte. Det betyder, at alle fodboldaktiviteter aflyses til og med den 13. april. Samtidig opfordres fodboldklubberne til at indstille alle aktiviteter i samme periode
Opdateret pr. 24. marts 2020 kl. 15.10:
(spørgsmål og svar-afsnittene opdateret pr. 24. marts 2020 kl. 15.15)
Alle fodboldaktiviteter aflyses til og med den 13. april
I forlængelse af de nyeste udmeldinger fra de danske myndigheder aflyses alle DBU Jyllands fodboldkampe, stævner, kurser, seminarer, klubbesøg og andre arrangementer til og med den 13. april 2020.
Desuden opfordres fodboldklubberne til at indstille alle aktiviteter i samme periode – såvel indendørs som udendørs aktiviteter – såvel på fodboldbanen som i mødelokaler o.s.v.
Disse anbefalinger kommer i kølvandet på de udmeldinger, som regeringen offentliggjorde på et pressemøde mandag den 23. marts.
Både indendørs og udendørs
Helt overordnet følger vi og bakker op om sundhedsmyndighedernes anbefalinger og skal derfor generelt henvise hertil.
Det skal dog nævnes, at regeringens anbefalinger i denne omgang først og fremmest relaterer sig til indendørs aktiviteter. Vi har dog den holdning, at alle fodboldaktiviteter, både indendørs og udendørs, bør aflyses. For selv om de fleste fodboldaktiviteter foregår under åben himmel, så vil medlemmer, frivillige, dommere, forældre m.fl. stadig færdes og være tæt sammen i klublokaler, omklædningsrum m.v., og det vil ikke være hensigtsmæssigt i den nuværende situation.
Derfor opfordrer vi også til, at alle bliver væk fra fodboldbanerne i denne tid og at forældre tager ansvar for, at deres børn gør det samme. Fodboldklubberne og de frivillige ledere kan og skal dog ikke pålægges at sikre, at påbuddene overholdes. Det er i sidste ende politiets ansvar, men vi sender en kraftig appel om at lytte til myndighederne.
Læs mere om opfordringen i denne fælles udmelding fra breddefodbolden.
Vores fælles ansvar
Vi er fuldt ud klar over, at disse tiltag vil påvirke fodbolden og mange fodboldklubber negativt, men vi har den klare opfattelse, at vores samfundsmæssige ansvar som organisationer og foreninger og vores fælles interesse i at beskytte de danske borgere og hjælpe myndighederne vægter højest i denne helt ekstraordinære situation.
Kontakt til vores medarbejdere
Som følge af Corona-krisens fortsatte udvikling er omkring 90 procent af den samlede medarbejderstab i DBU Jylland hjemsendt gældende fra og med onsdag den 25. marts.
Hjemsendelsen af medarbejderne betyder helt konkret, at DBU Jylland fra onsdag morgen overgår til et nødberedskab, hvilket bl.a. indebærer, at telefontiden bliver indskrænket til to timer dagligt (kl. 10-12), ligesom man må forvente noget længere svartider på bl.a. mail-henvendelser. Desuden er alle interne mødeaktiviteter aflyst, herunder fagudvalg og lignende, såvel centralt som regionalt.
DBU Jyllands minimumsdrift opretholdes for at kunne håndtere nødsituationer, sikre den nødvendige beslutningskraft og være forberedt på en normalisering af forholdene.
Har du brug for at komme i kontakt med DBU Jylland, kan det fortsat ske via info@. dbujylland.dk
Hvad sker der nu med kampe og kurser?
Alle fodboldkampe, stævner, kurser, seminarer, klubbesøg og andre arrangementer frem til og med den 13. april 2020 aflyses.
Fodboldkampene vil enten blive aflyst eller udsat til at blive gennemført på et senere tidspunkt. Dette afhænger af, hvad der sker efter den 13. april. Vi vil løbende opdatere klubberne med informationer om, hvordan fodboldklubberne skal forholde sig. Klubberne skal dog på nuværende tidspunkt ikke gøre noget. DBU Jyllands administration sørger således for at afmelde de påsatte dommere.
Alle kurser, seminarer og lignende aflyses. Eventuelt vil arrangementerne blive flyttet til et senere tidspunkt. Dette afhænger af, hvad der sker efter den 13. april. De tilmeldte deltagere vil blive direkte kontaktet af os.
Har du spørgsmål?
Du er altid velkommen til at kontakte os. Vi skal desuden henvise til ”spørgsmål og svar-afsnittet”, hvor man vil kunne finde hjælp i forhold til de mest stillede spørgsmål. Hvis du har yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Yderligere informationer
Myndighedernes retningslinjer opdateres løbende. Vi anbefaler derfor, at du til enhver tid følger med på deres hjemmesider, så du får de helt aktuelle anvisninger. Nyttige kilder er:
Samlet side fra myndighederne med alt, hvad du skal vide om corona: www.coronasmitte.dk
Den myndighedsfælles hotline er: 7020 0233
Sundhedsstyrelsen: www.sst.dk
Styrelsen for Patientsikkerhed: www.stps.dk
Statens Seruminstitut: www.ssi.dk
Udenrigsministeriet: www.um.dk (rejsevejledninger)
Idrættens forsikringer: www.idraettensforsikringer.dk