My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

Solid 2-0-sejr i Hjørring

Tobias Wiis leverede assist til Jeppe Schmidts 2-0-mål i anden halvleg // Arkivfoto: Anette Gasberg

12. marts 2017
Af: Martin "Olić" Pedersen

En solid indsats i søndagens kamp gav endnu en sejr og et clean sheet til Lasse Fjordbak. Det blev en 2-0-sejr på kunstgræsset i Hjørring, takket være mål af Frederik Klarskov og Jeppe Schmidt på hver sin side af halvlegsmærket. 

Det var Hjørring AIK Frem der lagde bedst fra land denne halvkølige søndag middag på kunstgræsset. Hjemmeholdet havde en god muligheder efter en håndfuld minutters spil, men keeper Lasse Fjordbak diskede op med god redning. De gæstende frederikshavnere åd sig ind i opgøret ganske hurtigt, og kom også frem til en god mulighed ved Daniel Overlade, der vristede sig fri af sin direkte oppasser, men desværre endte forsøget snert forbi den ene opstander. F.f.I.´erne var dog langt fra færdige, og godt midtvejs i halvlegen blev det 1-0. Casper Holm fik sit skudforsøg blokeret, og returen røg ud til Frederik Klarskov, der uden for feltet sendte læderet i kassen med et behersket spark. Som tidligere antydet af diverse tilskuere, var der en snert af Thomas Delaney over Kaptajn Klarskov - både hvad angår udseende, men måske i ligeså høj grad i forhold til sparketeknikken. 

Nok var spillet måske ikke altid lige kønt, men chancer skortede det ikke på. F.f.I.-mandskabet har i denne opstart bevist, at det absolut ikke er noget problem at skabe mulighederne, men den sidste skarphed mangler i flere situationer. Det sagt, så er det da altid noget, at chancerne bliver skabt. Casper Bille, rød/sort topscorer i træningskampene, havde i løbet af første halvleg en stor mulighed, ligesom også Daniel Overlade igen var tæt på inden pausefløjtet. Christian Kærsgaard og Michael Jakobsens tropper kunne dog gå til pause foran med 1-0.

Efter pausen indledte F.f.I.´erne med et godt pres på værtenes mål, og burde have bragt sig yderligere i front ved et par lejligheder. Tættest på var Jeppe Birklykke, men det var navnebroder Jeppe Schmidt der efter 65 minutter øgede føringen. Tobias Wiis fandt Schmidt, som ingen problemer havde med at udplacere Michael Dissing i Frem-målet. Frem havde herefter en god mulighed, men Fjordbak hev atter en god redning ud af ærmet. De rød/sorte faldt i kadence, men man sad med en indtryk af, at det trods alt så solidt ud, for udover de obligatoriske chancer, var det relativt lidt der blev givet ved dørene. Således kunne F.f.I. køre en sikker 2-0-sejr hjem - en sejr der med lidt mere skarphed kunne være et mål eller to større. Skarpheden kan der altid arbejdes på, og det må i så fald være opgaven frem mod næste weekends træningskamp på Park Empire (Fodboldvej) mod IF Skjold Sæbys Serie 2-oprykkere. Her er der kampstart klokken 14:00.

Cheftræner Christian Kjærsgaard udtalte følgende i kølvandet på testsejren i Hjørring:

- Havde vi kendt vores besøgstid i dag, kunne vi have lavet langt mere end to mål. Der var dog flere gode sekvenser i vores presspil, hvor vi eroberer bolden og fik gode omstillingsmuligheder. Langt hen ad vejen var det dog en godkendt indsats i dagens kamp, vurderede Kærsgaard efter opgøret.

Kampinfo: Hjørring AIK Frem - F.f.I. 0-2 (0-1)

Mål: 0-1 Frederik Klarskov (25.), 0-2 Jeppe Schmidt (65.)

Advarsler: Hjørring AIK Frem: Dennis Karlsen (16.) // F.f.I.: Frederik Guldager (44.)

F.f.I.´s holdopstilling (4-4-2): Lasse Fjordbak - Sumaida Uria (46: Emil Smed), Nikolaj Stisen, Tobias Overlade (63: Sumaidi Uria genindskiftet), Casper Holm - Tobias Wiis, Frederik Guldager (55: Jeppe Schmidt), Frederik Klarskov (c), Jeppe Birklykke - Casper Bille (78: Frederik Guldager genindskiftet), Daniel Overlade (46: Mads Møller)

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk