My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

Mod nye mål i seniorafdelingen

Troels Gaardbo har forlænget som JS-træner for foråret 2019 // Foto: Anette Gasberg

10. november 2018
Af: Martin "Olić" Pedersen

Knapt er efterårssæsonen færdigspillet, før første spadestik til et spændende seniorforår 2019 kan tages. F.f.I. Fodbold kan allerede nu melde spændende ud frem mod nye mål i Jyllandsserien 2 og Serie 3. Læs mere her…

Det er med stor glæde, at F.f.I. Fodbold kan informere om at førsteholdstræner Troels Gaardbo, assistenttræner Michael Jakobsen samt Serie 3-træner Peter Jørgensen har forlænget sine aftaler, således at de har kontrakt med F.f.I. til efteråret 2019. Tre trænere som F.f.I.´s sportslige udvalg med John Nygaard og Lindy Wiis i spidsen, ikke er i tvivl om kan flytte seniorafdelingen yderligere. Det bliver dermed d´herrer Gaardbo, Jakobsen og Jørgensen, der vil guide seniortruppen mod nye mål i henholdsvis Jyllandsserien 2 og Serie 3. Seniorspillerne skal på ´græs´ igen mandag den 21. januar på kunstgræsbanen i Bangsbo, da denne bane ganske enkelt er flere klasser bedre end den, F.f.I. råder over på Fodboldvej. Standerhejsning for seniorafdelingen og de ældste ungdomsårgange afvikles lørdag den 26. januar.

JS2-holdets træningskampe er offentliggjort 
Der bliver i den grad handlet hurtigt, og allerede på nuværende tidspunkt er der planlagt otte træningskampe for nyoprykkerne i JS2: Der er, som man kan se på nedenstående program, lidt for enhver smag, idet JS2-herrerne både møder mandskaber fra Serie 1, Jyllandsserien 2, Jyllandsserien 1 og Danmarksserien. Der er derudover allerede planlagt en træningslejr på DBU´s Hotel & Kursuscenter i Tilst ved Aarhus. F.f.I.´erne drager mod Smilets By fredag den 22. marts, det vil sige ugen før første turneringskamp, og truppen drager således hjemad om søndagen. På træningslejren skal F.f.I.´erne spille testkamp mod et stærkt JS2-mandskab i form af VSK Aarhus (tidligere Skovbakken).

Jyllandsserie 2-holdets træningskampe i sin helhed, kan ses her – tidspunkter vil blive offentliggjort senere:

  • Lørdag den 2. februar: Støvring IF (JS2) – Støvring IF´s kunstgræsbane

  • Lørdag den 9. februar: Hjørring IF (JS1) – HI´s kunstgræsbane (Landlyst)

  • Lørdag den 16. februar: AaB (U19 Liga) – Bangsbo Frejas kunstgræsbane

  • Lørdag den 23. februar: Dronninglund IF (Serie 1) - Bangsbo Frejas kunstgræsbane

  • Lørdag den 2. marts: AaB (DS) - Bangsbo Frejas kunstgræsbane

  • Lørdag den 9. marts: Nibe B (Serie 1) - Bangsbo Frejas kunstgræsbane

  • Lørdag den 16. marts: Jetsmark IF (Serie 1) – Jetsmark IF´s kunstgræsbane

  • Fredag den 22.-søndag den 24. marts: Træningslejr i Tilst: Lørdag spiller JS2 mod VSK Aarhus (JS2)

  • Weekenden 30.-31. marts: Turneringsstart: MorsØ FC - F.f.I.

Serie 3-holdet deltager vanen tro i DBU´s træningsturnering, men der arbejdes på at arrangere træningskampe for holdet derudover.

For JS2-mandskabet ventes der i spænding på offentliggørelsen af puljen til den kommende forårssæson. DBU Jylland løfter sløret for puljeinddelingerne den 30. november, men allerede nu forventes det at den ”nordlige” Jyllandsserie 2-pulje vil - foruden F.f.I. - få deltagelse af Randers-holdene Vorup FB, Helsted Fremad (Serie 1-opykker), samt Løgstør IF (ligeledes Serie 1-oprykker), Støvring IF, Aalborg Chang, MorsØ FC (fra Nykøbing Mors). Den sidste modstander hersker der usikkerhed om, men det forventes at være et Aarhus-mandskab, og det kunne - efter rent gætværk - være enten: Aabyhøj IF, VSK Aarhus´ andethold, eller oprykkeren fra Serie 1 i Aarhus-puljen, Aarhus 1900.

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk