My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

Mindeord

Mindeord til Andreas Vestergaard, Asaa.

Det er med stor sorg at Ffi-fodbold må meddele, at Andreas Vestergaard har mistet livet i onsdags på Aalborg Sygehus.

Andreas var en vellidt kammerat og et godt menneske, som udfoldede sit liv i mange arenaer - på ungdomsuddannelsen, på sit job, i klubben, i kammeratskabskredse men dog først og fremmest hjemme hos familien.

Andreas elskede at spille fodbold i FfI. Han kom til klubben fra Asaa, hvor han havde sin far som træner. Men det blev Ffi, der blev Andreas’ klub. Andreas’ forældre, Jane og Ole, og lillebror Frederik har fra sidelinjen bakket Andreas op. De er ikke gået glip af mange kampe, når Andreas har spillet. Vores tanker og dybe medfølelse går til hele Andreas’ familie i denne svære tid.

Andreas var altid til træning og lod sig ikke kue af den lange vej fra Asaa.

Andreas var en spiller, man altid kunne regne med og en spiller med tro på sig selv og godt humør. At blive rykket op i seniortruppen gjorde Andreas glad. Han var en del af Ffi og var stolt af at være en del af oprykningsholdet.

På banen var Andreas ydmyg, meget arbejdsom og knoklede på, selvom han var den yngste spiller i den 36-mand store trup. Han var en spiller med fremtiden foran sig på FfI´s førstehold. Og han var allerede godt på vej. Selvom tålmodighed kan være en svær størrelse at håndtere for en ung ambitiøs spiller, opnåede han 5 officielle førsteholdskampe for FfI og dertil en hel del træningskampe.

I Ffi har vi mistet en god kammerat, en ven, et ungt menneske. Sorgen ligger som en tung sky over vores klub. Men den meningsløshed og sorg, som vi føler, er dog for intet at regne mod den sorg som familien skal lære at leve med. I FfI skal vi også lære at leve med tabet af en god kammerat – en god ven. Han er og bliver en del af vores historie. Vi vil tænke tilbage på de mange skønne stunder, vi har tilbragt sammen med ham på og uden for banen.

I Ffi vil vi aldrig glemme Andreas Vestergaard. Ære være Andreas’ minde.

Andreas Vestergaard blev 18 år.

Begravelsen er tirsdag d. 16. april kl. 13.00 i Asaa Kirke.

Ffi-fodbold

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk