My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

Masser på spil i denne sidste spillerunde

Nikolaj Stisen er tilbage i truppen efter ferie // Foto: Anette Gasberg

1. november 2018
Af: Martin "Olić" Pedersen

Efteråret har i den grad fået sit indtag i fodbolddanmark, og det betyder at sæsonen lakker mod enden. I 14. spillerunde møder F.f.I. ØVI, som i den grad har meget på spil, hvis nedrykningsspøgelset skal holdes for døren. 

Opgøret mod ØVI er, som beskrevet andetsteds, blevet flyttet fra søndag til lørdag. Det er der som sådan ikke noget kuriøst i, men ikke desto mindre kan det vise sig at blive en udfordring for ØVI´erne, da nedrykningsduellen står mellem netop ØVI og Brønderslev. Sidstnævnte spiller først søndag mod Jetsmark, og dermed kender BI resultatet på forhånd. Det kan selvsagt blive en udfordring, og da i særdeleshed hvis F.f.I. slår Østervraa.

Sagt på en anden måde, så er Viggo Thomsens tropper nærmest nødsaget til at vinde lørdagens opgør på Empire Stadium. Heldigvis for Østervraa er holdet bedre på fremmed græs end hjemme, og dermed er muligheden bestemt til stede for de rødklædte fra Østvendsyssel. Det er netop på udebane at ØVI har hentet langt de fleste point - i seneste udekamp blev det til en flot 1-0-sejr i Nibe, mens også Aabybro tidligere er blevet besejret i egen hule af Thomsens udvalgte.

ØVI´erne indledte sæsonen med brask og bram, men røg midtvejs i sæsonen ind i en større formkrise. Om det var F.f.I.´s 6-0-sejr på Østervraa Stadion i midten af september, der tog ”modet” fra holdet, men faktum er at det sidenhen kun er blevet til en enkelt sejr - tilmed med en række store nederlag undervejs.

For Gaardbo-Banden er målet selvsagt nået, men inden sæsonen går på hæld kunne det være skønt at gå på vinterpause med en god fornemmelse. Ikke mindst fordi truppen holder afslutningsfest lørdag aften, og det er trods alt sjovere at indlede aftenens kalas med yderligere tre point på kontoen.

Serie 1 - 14. spillerunde
F.f.I. - Østervraa IF

Lørdag den 3. november kl. 15:00
Empire Stadium

Dommertrio: Christian Christiansen - Teddy B. Mylund og Henrik Jensen

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk