My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

Mads Møller - 100 kampe i rødt og sort

Mads Møller hædres før kampen mod HI, da han netop har rundet 100 kampe i F.f.I.-trøjen // Foto: Orla Thomsen

18. maj 2017
Af: Martin "Olić" Pedersen

For anden gang i dette forår kan
F.f.I.´s førstehold fejre en jubilar. Det sker i lørdagens hjemmekamp mod HI, når Mads Møller hyldes for sin kamp nummer 100 i F.f.I.-trøjen. Vi giver her et par ord med på vejen om angriberens milepæl.

Det er med stor glæde at F.f.I.´s førstehold atter kan hylde en jubilar, og endnu en gang med 100 kampe i bagagen. Det er offensivspilleren Mads Møller, der i udekampen mod Strandby-Elling-Nielstrup IF kom på op på et trecifret antal kampe, og dermed har det forholdsvis unge frederikshavner-mandskab nu to spillere der har rundet 100 kampe, idet også Jeppe Birklykke tidligere i foråret blev hyldet for samme antal kampe.

Mads Møller fik sin debut i efteråret 2013 under ledelse af Troels Gaardbo, og allerede fra start tog Møller Serie 1-rækken med storm. Blot 17 år gammel blev han kåret som Årets Talent af seriefodboldportalen, LigaBold. I en - til tider - turbulent efterårssæson leverede Mads 10 mål i blot 12 startoptrædener, og sidenhen har han vist sig som en kontinuerlig målscorer. Her 101 kampe siden sin debut på førsteholdet, har Møller alt i alt nettet 44 gange, og foruden målene har han med sin fart og driblinger ofte givet modstanderens forsvar anledning til grå hår. Derudover er han yderst stabil når det kommer til træningsfremmøde, så vi har med en spiller at gøre, der gerne vil udvikle sig.

Udover at være en vigtig brik på førsteholdet i snart fire år, er Mads medvirkende til at skabe gode rammer til sine holdkammerater, ved blandt andet at være behjælpelig med vask og tørring blandt andet af holdets træningstøj, ligesom han er et yderst vigtigt omdrejningspunkt hvad angår sociale tiltag på og omkring holdet, så det er så afgjort en stor profil både på og udenfor banen vi hylder til denne kamp.

F.f.I. Fodbold ønsker Mads Møller tillykke med de første 100 kampe i F.f.I.-trøjen. Vi håber naturligvis at se ham i mange flere kampe de kommende år.

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk