My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

F.f.I. slog til efter pausen og hentede 7. sejr i træk

Jeppe Birklykke blev kåret til Kampens Spiller af Kanal Frederikshavn // Foto: Anette Gasberg

9. maj 2017

Af: Martin "Olić" Pedersen

F.f.I. fortsætter sejrsstimen, og tirsdag aften blev Østervrå besejret med 2-0 i en hule efter mål af Daniel Overlade og Mikkel Tolstrup på den anden side af halvlegsmærket. Dermed er F.f.I. i en yderst fordelagtig position. 

Grundet arbejde kunne undertegnede ikke være med til tirsdagens kamp, men ud fra betragtninger på SMS og Livescore, kommer her et skriv om tirsdagens opgør, der i sidste ende endte med en herlig sejr på 2-0. F.f.I. lagde godt fra land, og havde i løbet af første halvleg et par gode muligheder, herunder et hovedstød snert forbi, og så var Kampens Spiller, Jeppe Birklykke undervejs i halvlegen tæt på med en god aktion på venstrekanten. Østervrå havde også sine muligheder - blandt andet en god frisparksmulighed fra værternes Marck Olesen. Trods de gode muligheder endte de indledende 45 minutter uden mål.

Målene faldt dog efter sidebyttet, og bare otte minutter inde i anden halvleg stod Daniel Overlade i feltet, og kunne bringe F.f.I. i front. Forinden havde Mads Møller en god mulighed, hvilket Østervrå-mandskabet også havde et kvarter før tid. Nikolaj Stisen modtog sin anden advarsel - og dermed marchordre - med ti minutter igen, men det afholdt ikke gæsterne i blåt og hvidt fra at lukke og slukke på standardsituation godt fem minutter i lukketid - målscorer var Mikkel Tolstrup, der også scorede i det omvendte opgør mod Østervrå.

Netop Mikkel Tolstrup havde en kæmpe mulighed i slutfasen, da han var helt blank foran mål, og ligeledes var Duncan Wamala kort før tid yderst tæt på. Det endte dog med en 2-0-sejr, og dermed er F.f.I. i den grad gået i udbrud på rækkens førsteplads. Yderligere glædeligt var det, at Christian Kærsgaard kunne give debut til U19-spilleren Jonas Emil Markfoged, der efter oplysningerne gjorde en fin indsats i sine ti minutter på banen. Herfra skal der lyde et stort tillykke med debuten. 

Nu venter en kamppause på 11 dage, hvor batterierne kan lades op efter to hårde kampe på udebane. Næste opgave for de rød/sorte er en hjemmekamp, når HI lørdag den 20. maj gæster Empire Stadium. Der er kick-off klokken 14:00.  

Tak til Østervrås Livescore-operatør samt Nordjyske Bank Ligaens Facebook-opdateringer for oplysningerne til dette referat. 

Kampinfo: Østervrå IF - F.f.I. 0-2 (0-0)

Mål:
 0-1 Daniel Overlade (53.), 0-2 Mikkel Tolstrup (84.)


10 minutters udvisninger: Østervrå IF: Martin Olesen (23.) // F.f.I.: Nikolaj Stisen (20., 80.)

Udvisninger:
 Østervrå IF: Ingen // F.f.I: Nikolaj Stisen (80. - 2x advarsler)

Holdopstilling - F.f.I. (4-2-3-1): Lasse Fjordbak - Jesper Gasberg, Nikolaj Stisen, Tobias Overlade, Casper Holm - Cato Kristensen (57: Mikkel Tolstrup), Frederik Guldager - Tobias Wiis (73: Mads Møller genindskiftet // 
81: Mads Møller udskiftet - Jonas Emil Markfoged indskiftet), Jeppe Birklykke - Daniel Overlade (c) - Mads Møller (60: Duncan Wamala)


Tilskuere:
 150


Dommertrio: Dennis Mujezinovic - Steffen Møller Christensen og Henrik Andersen

Kampens Spiller: 
Jeppe Birklykke kåret af Kanal Frederikshavn // Jeppe Birklykke og Frederik Guldager med hver 6 stemmer i omklædningsrummet

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk