My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

F.f.I. med smal sejr i tredje træningskamp

Lasse Fjordbak leverede en række gode redninger mod Dronninglund / Arkivfoto: Anette Gasberg

26. februar 2018
Af: Martin "Oli?" Pedersen

Lørdagens træningskamp mod Serie 2-mandskabet fra Dronninglund nåede aldrig noget højt niveau, men takket være opstartstopscorer Jeppe Birklykkes enlige mål sejrede De Røde Bavianer med 1-0 i en uskøn affære.


Indledningen på opgøret var fornuftigt set med rød/sorte briller, og det var netop også i denne periode at ´værterne´ fik lagt et vist tryk på Dronninglund-mandskabet. Der blev fra start af vist en fin indstilling, og det var også det der førte til kampens enlige mål. Marcus ”Grille” Grønning tog et af sine velkendte energiske raids op ad venstresiden og fandt med en fin pasning Jeppe Birklykke, der først tvang Dronninglund-keeperen til en fin redning, men Birklykke fulgte dernæst op på sin egen retur.

De gode takter blev fortsatte en stund. Birklykke forsøgte sig blandt andet med at lobbe en bold over gæsternes målmand, men sidstnævnte fik lige akkurat lappen på. De blå/hvid-stribede med den kaptajn Jacob Hørbye - tidligere F.f.I.´er i spidsen - kom bedre med som halvlegen skred frem, og fik også skabt en god portion gode muligheder. Lasse Fjordbak leverede dog en flot præstation i frederikshavner-buret og forhindrede af et par omgange en udligning. En ganske jævnbyrdig første halvleg endte dog med en 1-0-føring til Christian Kærsgaards tropper.

Fejlafleveringer en masse efter pausen
Anden halvleg var mildt sagt ikke noget kønt syn, og så er det måske i virkeligheden sagt meget diplomatisk. F.f.I.´erne havde overordentligt svært ved at følge op på takterne fra den energiske start på første halvleg. Ude fra set var spillet febrilsk og generelt var de sidste 45 minutter et stilstudie i fejlafleveringer.


Frederikshavner-drengene havde tilmed svært ved at komme til de helt åbne muligheder, og det var egentlig også Dronninglund der sad på de få chancer der kunne berettes om efter sidebyttet. Lasse Fjordbak - fra skribentens synspunkt - var en solid kandidat til at være kampens bedste F.f.I.´er. Han var ganske enkelt sikkerheden selv på det fåtal af chancer som gæsterne kom frem til.

F.f.I.´erne kunne efter en alt andet end overbevisende indsats - navnlig i anden halvleg -dog alligevel hente en smal 1-0-sejr over et Dronninglund-mandskab, som vi også må rose for at spille sin chance.

Lørdag den 3. marts går den løs igen på Bangsbos kunstgræs. Her møder de rød/sorte Jammerbugt FC´s stærke U19-mandskab. Der er kampstart klokken 13:00.

Kampinfo
: F.f.I. - Dronninglund IF (Serie 2) 1-0 (1-0)


Mål: 1-0 Jeppe Birklykke (8.)

Advarsler: F.f.I.: Frederik Klarskov (81.) // Dronninglund IF: Ingen

F.f.I.´s startopstilling (4-1-4-1): Lasse Fjordbak - Jesper Gasberg, Nikolaj Stisen, Anton Møller (62: Sumaidi Uria), Marcus Grønning - Thomas Petersen (66: Nicolas Strauss genindskiftet) - Frederik Guldager, Frederik Klarskov (c), Nicolas Strauss (46: Andreas Uhrenholdt), Jeppe Birklykke - Mads Møller (82: Mikkel Sand)

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk