My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

F.f.I.-mandskabet døde med støvlerne på

F.f.I.-mandskabet umiddelbart før kick-off i Klarup. De rød/sorte stod i den grad sammen // Foto: Anette Gasberg

6. november 2017
Af: Martin "Olić" Pedersen

F.f.I. måtte endnu engang spille i undertal, men på trods af det faktum leverede F.f.I. en hård fight, men måtte til sidst strække våben mod RKG, der reddede sig endnu en sæson i Serie 1. Hirtshals sejrede og tager dermed turen i JS. 

Det var en åben slagudveksling på en meget svær og sumpet bane i Klarup. F.f.I. havde opgørets første gode mulighed, da anfører Frederik Klarskov efter bare tre minutters spil, ramte overlæggeren. Kort efter måtte debutant i målet, Christian ”Skipper” Jørgensen hente bolden ud af netmaskerne, da Allan Storvang røg igennem. Det var desværre i en situation hvor F.f.I.-forsvaret ikke så afstemt ud.

F.f.I. slog dog tilbage kort efter. Mads Møller fik bolden i dybden, rundede både sin direkte oppasser og dernæst målmanden, og så kunne Møller let nærmest spadsere bolden i mål. De rød/sorte havde nogle få minutter senere bolden i nettet ved Frederik Klarskov, men helt korrekt blev målet underkendt for offside. Der var i den grad fart på, og som ofte når frederikshavnerne spiller godt med dramatik. Det var der også midtvejs i halvlegen, da man for anden kamp i træk måtte spille kampen til ende med en markspiller mellem stængerne. Som i sidste uge var der igen rødt kort til F.f.I.-keeperen, og det var en identisk situation, der altså førte til Christian Jørgensens udvisning. Denne gang var det dog en situation hvor bolden stoppede på den mudrede bane, der altså førte til at Jørgensen måtte refleksredde en oplagt scoringsmulighed uden for feltet. Tobias Overlade røg atter i kassen, og havde faktisk flere gode indgreb, og som i sidste weekend mod Aabybro var det ret beset begrænset hvad modstanderen kom til i åbent spil.

Tredje keeper i brug… I samme kamp
F.f.I. leverede en mere end godkendt fight opgøret igennem, og havde faktisk flere gode muligheder. Frederik Guldager, der sled og slæbte på midtbanen, havde tilløb til to-tre fornuftige chancer, mens Kasper Sørensen havde et skud snert forbi mål.

Christian Kærsgaards tropper skulle frem og satse for at opnå den teoretiske chance for at nå oprykningen. Derfor blev der atter skiftet ud på målmandsposten, da Tobias Overlade røg på toppen. Ny mand mellem stængerne var Mikkel Tolstrup, der faktisk fik en god begyndelse på sin nye karriere med et par fine indgreb. 

RKG skulle ligeledes satse, og denne satsning gav pote kort før tid. Noah Eriksen trykkede af og udplacerede Mikkel Tolstrup, der desværre mistimede sit indgreb. Sådan går det desværre sommetider, men Hirtshals-mandskabet havde dog sikret sig sejren, hvorfor nederlaget på 1-2 ikke betød alverden. Tillykke til Hirtshals med oprykningen, og tillykke til RKG med redningen. 

Ganske vist blev det ikke til sejr i den sidste kamp. Humøret var dog intakt, da kursen blev sat hjemad, hvor Serie 3-holdet ventede i klubhuset på Empire Stadium. Peter Jørgensens tropper tog færgen til Læsø tidligt lørdag morgen, og kunne sejle hjemad med en flot 4-0-sejr. Ifølge Jørgensen spillede F.f.I. efterårets bedste kamp mod øboerne. En ganske flot sæson blev fejret i stor stil og til den lyse morgen. I løbet af de kommende dage kan man læse hvordan pokalerne blev uddelt. Der skal til sidst lyde en stor tak til spillere, trænere, ledere og alle jer der weekend efter weekend loyalt støtter klubben. Tak for i år og på gensyn i januar 2018 til forhåbentligt en ligeså begivenhedsrig fodboldsæson. Endnu engang: Tak!

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk