My Team
Dagens kampe Dagens resultater Get 2 Football

F.f.I. lukker og slukker med 4-1-sejr

Michael Fjordbak fik overrakt pokal af SparV´s afdelingsdirektør i Frederikshavn, Klaus Nielsen, forud for opgøret. F.f.I. har netop vundet SparV-Ligaen i foråret // Foto: F.f.I.-formand, Anders Brandt Sørensen

5. november 2018

Af: Martin "Olić" Pedersen

I noget der mindede om en træningskamp lykkedes det F.f.I. at sejre 4-1. Hele fire mand kom på måltavlen mod ØVI i denne 14. spillerunde, der ligeledes gav mulighed for comeback til Marcus Grønning og Casper Larsen.

Det var langt fra frederikshavner-mandskabets bedste indsats denne lørdag, men alligevel lykkedes det værterne at skabe en perlerække af chancer i kommuneslaget mod ØVI. Allerede efter 10 minutters spil fik Kasper Sørensen en god mulighed efter en frispilning af Nicolas Strauss, men desværre fik F.f.I.-frontløberen for lidt ud af situationen.

Frederik Klarskov havde ligeledes et par gode muligheder, herunder et hovedstød tæt under mål, som Østervraa lige akkurat fik clearet, og kort efter en friløber, hvor gæsternes keeper Dennis Rosendal dog kom godt ud af sit mål.

Med små ti minutter til pause bragte F.f.I. dog fortjent bragt sig foran, da Daniel Overlade, der i dagens anledning agerede midtstopper, headede bolden i kassen efter Michael Fjordbak havde snittet Nikolaj Stisens videre. Topscorer Daniel nåede dermed op på 13 mål i ligeså mange kampe.

Sekunder før lukketid fik Mads Møller chancen på en friløber, og denne chance tog Møller sig usvigeligt sikkert af, og så kunne hjemmebanedrengene gå fortjent til pause med en 2-0-føring.

Længere mellem snapsene efter pausen, men god afslutning af F.f.I.´erne
De sidste 45 minutter blev aldrig noget helt store sus, om ikke andet indtil slutfasen, hvor der endeligt kom lidt damp på kedlerne. F.f.I. kunne undervejs i anden halvleg byde velkommen tilbage på førsteholdet til Marcus ”Grille” Grønning, der flot har kæmpet sig tilbage efter at have pådraget sig en grim ankelskade i marts, mens også Casper Larsen fik comeback. Begge spillere kom ind og viste en god indstilling, og førstnævnte var faktsik tæt på en assist i slutningen af opgøret.


Et kvarter inde i anden halvleg kom ØVI´erne kortvarigt tilbage i opgøret, da René Kill meget optimistisk fyrede kanonen af fra en spids vinkel. Bolden røg i kassen i en situation hvor keeper Lasse Fjordbak burde have gjort mere i målet. 1-2 og spænding tilbage i opgøret.

Og dog… For bare fire minutter senere smed Nicolas Strauss en bold i dybden til Kasper Sørensen, og denne gang svigtede Sørensen ikke - F.f.I. var igen to mål oppe. To overskydende mål blev til tre med ti minutter tilbage. I første omgang tæskede Jeppe Birklykke bolden på den fjerne opstander, og på returen dukkede Frederik Klarskov op, og sparkede bolden i kassen til slutresultatet 4-1.

Mod slutningen opstod der lidt dramatik på Empire Stadium, der Casper Larsen modtog et gult kort for en hård, men absolut fair tackling. Det var langt hen ad vejen en ”sidst på sæsonen-kamp”, hvor der bestemt manglede saft og kraft i mange af tingene. Alligevel blev det dog til endnu en sikker sejr – den 11. i efteråret.

Det var dermed punktum på en vellykket sæson. Tilbage var der blot at slutte af med den traditionsrige afslutningfest lørdag aften og nat. Der blev nydt god mad, uddelt pokaler samt diverse sjove indslag. Tusind tak til spillere, trænere, ledere og ikke mindst de mange F.f.I.-støttere der var været med på opturen. Vi ses i 2019 til en spændende sæson i Jyllandsserien.

 
Kampinfo:
 F.f.I. - Østervraa IF 4-1 (2-0)


Mål: 1-0 Daniel Overlade (37.), 2-0 Mads Møller (45.+1) 2-1 René Kill (60.), 3-1 Kasper Sørensen (64.), 4-1 Frederik Klarskov (81.)

10 minutters udvisninger: F.f.I.: Frederik Guldager (51.), Casper Larsen (90.+1) // Østervraa IF: Mads Holm Madsen (85.)

Udvisninger: Ingen  

Holdopstilling - F.f.I. (4-4-2): Lasse Fjordbak - Nikolaj Stisen, Daniel Overlade, Michael Fjordbak (c), Mikkel Tolstrup (76: Casper Larsen) - Jeppe Birklykke, Frederik Guldager (64: Marcus Grønning), Frederik Klarskov, Nicolas Strauss - Kasper Sørensen, Mads Møller (48: Andreas Vestergaard)

Tilskuere: 150

Dommertrio: Christian Christiansen - Teddy B. Mylund og Henrik Jensen

Kampens Spiller: Kasper Sørensen med 6 stemmer

FfI Fodbold - Fodboldvej 7 - DK-9900 Frederikshavn - Denmark - Phone: +45 9842 9127 - Mail: ffi@ffifodbold.dk